Hun er vikingearvens beskytter

Jeg kender tre ægte vikinger. Susanne Clod Pedersen er en af dem. Hvis du tager på vikingemarkeder i sommerlandet, møder du hende i håndvævet lærredskjole og pelstrimmet uldkappe. Hun skriver de fineste bøger om vikingetiden, så levende, at du hører sværdet suse og mærker skibets træ give sig under bølgernes pres. Susanne giver os vikingesagaerne i en nyfortolket udgave. Hun uddanner os om vores vikingearv i en storladenhed af skønhed, gru og ære.

Men Susanne skriver ikke på fuldtid. Hun er organist, underviser på universitetet og har familie. Derfor bad jeg hende skrive en uges dagbog for at give os et indblik i den enorme arbejdsindsats og dedikation, der er nødvendig for at kunne være så produktiv og dybderesearchende en forfatter på deltid. Susannes ukuelighed og vedholdenhed og kampvilje er meget vikingsk. Og meget inspirerende.

Læs her første kapitel af første bog i Arnulf-sagaen: Arnulf.

Dagbog over den første uge i skabelsen af “Blodringen”

Dag 1.

Det her bliver mit livs sværeste research! Jeg skal påbegynde den femte roman i min store vikingeserie “Arnulf sagaen” i dag, og jeg VED, at det bliver frygtindgydende at få styr på det historiske kildemateriale, for jeg er vitterlig på vej ud i ukendt farvand. Men jeg ved også, at læserne vil glæde sig grumme, og at de forventer sig meget, og at vejen ikke kan gå andre steder hen i dette bind af min episke tour de force igennem den store nordiske fortælling om årene frem til årtusindskiftet. Som i femte bog, “Blodringen”, bringer min hovedperson, jomsvikingen Arnulf Ulveblod, til væringegarden i Konstantinopel. Væringegarden var kejser Basils frygtede og betroede livvagt af vikingekrigere, og Konstantinopel (som vikingerne kaldte for Miklagård), er det nuværende Istanbul. Aaarsj, hvor uoverskueligt!

Nå, men ét skridt ad gangen, så først skal der ryddes op i alle bunkerne efter fjerde bog, som jeg i øvrigt bruger de første morgentimer på, fordi korrekturlæseren havde en række noter og spørgsmål. Aftaler et telefonmøde med hende på onsdag og går så i gang med rodet. Bunker, bunker, bunker. Sortere, sortere, sortere. Og så på hovedet i den store tunge dragkiste fra 1700-tallet, som indeholder alle mine vikingebøger og vikingenoter fra de tidligere bind i Arnulf sagaen. Graver mig ned igennem mine kaotiske samlinger og løse kopier. Gennem de islandske love og Svend Tveskæg i England og forbi fyrst Vladimirs Kiev og dyngerne om skibe og kamp og mad og tøj og bygninger og mytologi. Dybere og dybere – hvad skal jeg bruge denne gang? Yes!!! Jubiii.

Fornuftigt nok har jeg begået diverse noter vedrørende væringegarden, hvor jeg nu og da har mødt dem i min tidligere research, og endda skrevet titler ned på bøger, jeg kan bruge, hvis jeg nogensinde vil den vej.

Efter bunkerne er det bøgerne – alle mine fagbøger om vikinger, og igen: Hvilke af dem indeholder noget relevant? Op med dem og ned med de andre, og det er næsten frokosttid, før jeg kan lukke låget på kisten. Wow, som der pludseligt ser pænere ud omkring mit skrivebord! Maden må vente, for jeg skal lige bestille 19 bøger hjem fra biblioteket og sender også lige biblioteksvagten en længere mail om hjælp.

Spiser mens jeg beslutter mig for at sammenfatte en liste over vikingenavne. Jeg samler konstant på navne og gemmer dem i en mappe, men jeg har aldrig samlet dem i ét alfabetisk dokument, så det bruger jeg nu nogle timer på. De er fundet alle vegne; i sagaer, på runesten, via fagbøger og Google, og for mig betyder navnet alt! Hvis det er godt, så møder jeg personen med det samme og ved, hvem jeg har foran mig. Kraften og klangen i navnet er selve afsættet, og vikingetiden er spækket med helt vidunderlige glemte navne, som er indiskutabelt vikingske men aldeles ubrugt i vores tid.

Og så kan det være nok! Børnene kommer hjem, hundene vil ud, og min mor kikker forbi med fastelavnsboller!

Dag 2.

Vågner kl. 5 med en knivskarp fornemmelse for to sætninger, som bare SKAL nå at blive ændret i bog fire, inden den går i trykken. Det tager jeg med korrekturlæseren i morgen, for de har ligget og skurret i baghovedet, og nu kan jeg omsider mærke hvorfor.

Der er kommet svar fra biblioteksvagten, som udførligt har samlet links til en masse litteratur, jeg straks søger på. Problemet med nogle af titlerne fra i går er, at mange af dem slet ikke findes på biblioteket, fordi de er for nørdede, hmm …

Udfærdiger en liste over alt det, jeg skal have tjekket op på: Google, YouTube, venner med historisk viden, kildefortegnelser i de bøger jeg allerede har, billeder og kort og facebookgrupper, som er dedikeret til det byzantinske univers, og der findes faktisk adskillige.

Bruger tid på at samle dem på en liste og begynder at tjekke dem ud, ikke mindst deres links.

Den første jagt er altid at samle og samle. Bagefter sidder jeg udmattet og glor på bjerget af fakta, og den eneste grund til, jeg ikke går i panik, er, at jeg har tolv historiske romaner bag mig, så jeg VED, jeg finder min vej, og at det ER muligt!

Måske tror læserne, jeg allerede har strukturen klar til femte bog, men den skrækindjagende sandhed er, at jeg ikke aner, hvad den kommer til at handle om – endnu. Kun at der venter en helt fabelagtig fortælling, fordi jeg har fat i en guldåre af stærke medrivende beretninger, og der er potentielle idéer nok! Men jeg skal først kende det historiske univers, den politiske baggrund, samfundet og de autentiske personer og begivenheder, og SÅ kan jeg begynde at flette Arnulfs fortælling ind i skelettet. Det er lykkedes hver gang, så jeg er ikke nervøs. Bæltet skal bare spændes hårdt på denne færd.

Dag 3.

I dag gælder det noterne. Jeg skriver altid noter til den senere udvikling i Arnulfs saga: Hvad kan eventuelt komme med, hvad finder jeg, som bør nævnes, hvad har folk fortalt mig, hvilke anekdoter er for pragtfulde til at overse, og hvad er grundtemaet for næste bog? Jeg er brændende bevidst om, at en serie skal være bredtfavnende, og jeg har givet Arnulf det løfte, at jeg aldrig vil gentage mig selv.

Jeg vælger en autentisk begivenhed og væver derefter Arnulfs liv ind i den, mens jeg følger årstallene og beslutter mig for, hvilket aspekt af vikingelivet der skal træde frem denne gang? Jeg er daneskjald, og min mission er at videreformidle og genoplive vikingetiden, så læseren får den helt ind under huden i al dens mangfoldighed. Første bind, “Arnulf”, handler om den unge voldsomme mand, der tumler ud i vikingelivet. Andet bind, “Jomsvikingen”, om krigerliv og stærke mænd med farlige ambitioner, det år Svend Tveskæg og Olav Tryggvason ville erobre England. Tredje bind, “Odinsulven”, om hævn og langfærd og den russiske vikingefortælling, og fjerde bind, “Fenrisfærden”, om asatroen i alle dens afskygninger, trosskiftet og den islandske sagatid.

Jeg begynder at skrive alle mine løse idénoter ind i et samlet dokument for at få overblik. En vigtig person at tale med bliver en god ven, der som professionel kriger med over tyve års erfaring også arbejder som livvagt for kongefamilier og internationale kendisser. Han ved, hvordan den slags foregår i dag, og det kan jeg bruge i en historisk kontekst.

Telefonmøde med korrekturlæseren. Så er der styr på fjerde bog. Yes!

Dag 4.

Sætter kaffen over. Står foran bunken og strækker ryg og arme. Vælger den bog, som en troværdig fagnørd inde på en Facebookgruppe anbefalede varmest. Finder pen og papir. Og begynder at læse …

Dag 5.

Spekulerer pludselig på om der egentlig burde være endnu et allersidste lille kapitel i fjerde bog? Har ellers afrundet den, så læseren selv tydeligt fornemmer forløbet efter sidste scene, men nu læser jeg slutningen igen og bestemmer mig så for, at det ikke vil berige værket. Alt er godt.

Læser videre i min research mens jeg savner at skrive! Det er en hunger, et åndedræt, et livsvilkår for mig at skabe, og selvom jeg ved, det er absolut nødvendigt, så føles det frugtesløst bare at læse. Jeg elsker at færdes i min parallelle vikingeverden, der følger mig som min skygge, hvad end jeg ellers foretager mig. Jeg elsker at gå i skoven og slippe hundene og hovedet og bare lytte sagaen frem. Aldrig tvinge den, konstruere den eller beslutte den – men sanse og fornemme og lade Arnulf selv komme til mig. Jeg er uddannet koncertpianist og har brugt tyve år på at lytte efter klangen og sammenhængen, og som musiker vil jeg aldrig tvinge mit instrument. Musikken er levende og skal berøres og respekteres levende, og det samme skal skjaldegaven, og intuition er alt.

I virkeligheden er jeg ikke særlig vild med at researche. Jeg har mange gange ønsket mig at kunne bytte hoved med diverse eksperter og historikere bare et par timer, så jeg fik overblikket, men nej – vejen skal trampes selv! Og jeg er nådesløs samvittighedsfuld og kompromisløs, så ALT skal tjekkes og dobbelttjekkes og trippeltjekkes, inden jeg vil bruge det. Historiske kilder kan tage fejl eller være politisk motiverede.

Men ved Fenris, som det her er en juvelkiste at dykke ned i! Yehaaa – hvad der dog ikke kommer til at vente Arnulf i den her bog! Tænk engang, han kommer direkte fra Islands tørvehuse og øde forblæste klipper og barske sagaliv og så ned i varmen og pragten og det internationale miljø i en af datidens allerstørste kulturer. Det bliver formidabelt! Flammerne blusser op, og jeg falder ind i det intense flow, som altid strømmer igennem mig, når jeg skaber, kvæder, sejder! Ildblod og ravnevinger! Arnulf og hans seks blodbrødre hanker op i deres skjolde og våben med deres arrede ansigter vendt imod mig, og ved Odin, som vi kender hinanden! Og som vi dog skal stævne ud denne gang! Voldsomt og vildsomt og rungbrystigt! Det er blodbrødrene fra Jomsborg, som er Blodringen og titlen på femte bog.

Dag 6.

Jeg har lyst til at begynde “Blodringen” med et brag af en actionstart. Ved ikke lige hvor og hvordan og hvorfor, men jeg har lyst til at slippe vildskaben løs fra det første ord og med et gjaldende brøl slå fast, at Arnulf og hans kampfæller er draget ud for at begå stordåd, så selv kejseren af Miklagård ikke kan sidde det overhørigt! Eller hvordan det nu bliver? I alle fald ikke stilfærdigt. Silke og vin, magtspil og rubiner, vi er på vej sydpå, og jeg er i heftigt selskab, så kedeligt bliver det ikke, ha haaaah, ikke et sekund! Kejserens livvagt, wow! Væringegarden var frygtet som ingen andre af datidens krigere, og Arnulf kender op og ned på sit sværd Ormstand og har så mange ar nu, at selv garvede krigere ser ham tøvende an.

Men jeg holder fortsat både Slejpner og Fenris tøjret, for intet skal slippes løs, før jeg står på en fast grund af viden og indsigt, og det slid kommer til at tage de første måneder, mens jeg må holde ud, at jeg i den periode må forblive stum og vente med at skabe.

Så: Læse, læse, læse, som en anden Gandalf og ikke springe over det mindste strå om gærdet …

Dag 7.

Ringer til en god vikingeven og vender mine tanker med ham. Mens jeg læser videre.

Arnulf er jomsviking og elitekriger, men han er også far til en børneflok og mand for sin fagre viv, og han er frygtet, beundret, hadet og fredløs. Kendt med jarler og konger og kampe og begivenhedsrige rejser såvel som nybyggerlivet og de krigstraumer, som ingen viking ville kalde for krigstraumer. Han er mærket på krop og sjæl og håndterer det, som han kan det i år 996. Han har ulvenætter, og de dræbte forlader ham sjældent, og ganske ufrivilligt går Arnulf sagaen i spil med nutidens debat om nationalisme og integration, religioner og relationer, magtspil og vold. Vikingerne drog ud og oplevede meget, de slog sig ned eller rejste hjem, dræbte eller indgik venskaber, og de mødte folkeslag og kulturer og guder og blandede sig, så det er imponerende at følge deres spor ud over den halve verden.

Jeg trækker aldrig min egen samtid ind i mine historiske romaner, og jeg vil intet politisk med dem. Det første, jeg altid gør, er at lægge min egen moral, etik, humanisme og næstekærlighed fra mig, for den kan jeg ikke bruge til noget, når jeg skal følges med Arnulf. Det næste, jeg gør, er at skrotte alle mine egne ønsker om, hvordan jeg selv gerne ville have, at vikingetiden burde have været, for jeg vil møde det historiske menneske åbent. Og så lytter jeg! Til kvadene og skibene og sværdet og længslerne og livsfaren og æren og guderne og nordlyset. Og så vælger jeg at være karsk og barsk og realistisk og autentisk og ikke lægge noget til og ikke trække noget fra og ikke bruge nogen Hollywood-effekter – og så skriver jeg! For det har jeg ret til som vikingeefterkommer!

Arnulf har lært mig, at kun den, som sætter sejl, fanger vind, og at alt godt kommer til den, som går ud og tager det!

Og allerede i næste uge er jeg meget klogere på togtet.

Susanne Clod Pedersen, februar 2017

Læs mere om Susannes forfatterskab her.