Sommergræs, vinterorm

Mette Søs sprog danser og hopper og skipper henad regnvåde gader. Hun har øje for livets særheder og ironiske drillerier, og hun kan skrive, så du dufter kaffen og mærker det fedtede linoleumsgulv under bare fødder. Der er noget fint og skrøbeligt og eksistentielt i Søs fortællinger, lige der under de humoristiske beskrivelser af hverdagen. Hun mestrer balancen mellem det dybt alvorlige og latteren og minder mig om ”Tilværelsens ulidelige lethed” og Lena Olin i bowlerhat.

Mette Sø er aktuel med ”Sommergræs, vinterorm”. Vi har fået en lang, god læseprøve af Politikens Forlag, som du kan downloade her, og Mette har stillet op til et langt og ærligt interview om sin skriveproces.

God læsning!

Hvordan er din arbejdsproces?

Mine processer er meget organiske. Min oprindelige vej ind i ‘Sommergræs, vinterorm’ var fantasien om en lille græsk bestikkelseskuvert-fabrikant, der var bitter over ungdommens gryende modstand mod bestikkelse. Han fik mig til at spekulere på, hvordan man laver kuverter, og jeg besøgte Danmarks allersidste kuvertfabrik, som var blevet opkøbt af en tysk mastodont, der lukkede produktionen og fyrede halvfems procent af de ansatte. Og så var jeg i gang med historien om Billi, der mister alt på en uge, og hvordan digitalisering og globalisering ændrer vores samfund og verden.

Jeg plotter ikke, men prøver at holde mig i samtale med stoffet så længe som muligt og komme ud i så mange afkroge som muligt.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det med stoffet, det er ikke det samme som et emne eller et tema. Det er den suppedas, jeg undersøger, og historien findes nede i suppedasen. Til gengæld er jeg ofte på kanten af skrækslagen og tænker, at suppedasen aldrig kommer til at kaste nok af sig, og at det aldrig, aldrig nogensinde ender med at blive en roman. Det pres var ekstra stort i arbejdet med ‘Sommergræs, vinterorm’. Romanen foregår i Finland, Grækenland og Rumænien, og jeg besøgte alle tre lande. Når jeg stod på kanten af et nyt land og ikke vidste, hvad jeg havde brug for, eller hvordan jeg fandt ud af, hvad jeg havde brug for, måtte jeg tage nogle dybe vejrtrækninger og sige til mig selv, at det viser sig. Det, der vil fortælles, viser sig. Og når det så viser sig, kan jeg begynde at stille spørgsmål til det og trevle op og pusle sammen. Min hovedkarakters fag dukker oftest op før mennesket, og jeg stiller spørgsmål til det fag, og langsomt viser konturen sig af et menneske, der vil pakkes ud. Højde og drøjde interesserer mig ikke, for mig handler det mere om at kortlægge en energi og folde et menneskes univers ud.

Hvordan er din arbejdsrutine?

Jeg er ret regime. Romansiderne skal helst skrives fra morgenstunden. Især i first draft skal jeg ikke have for mange indtryk indenbords, før det forstyrrer, og jeg kan ikke høre suppedasens stemme. Tit skriver jeg i sengen, fra det øjeblik jeg vågner, og mens jeg drikker morgenkaffe, når jeg kommer til morgenmaden kan jeg rykke ud i køkkenet eller ind i stuen. Jeg skal skrive hver dag og have karakteren i hånden hver dag, ellers er jeg bange for at miste kontakten til teksten. Har jeg møder eller andet arbejde om formiddagen, må jeg stå det tidligere op for at få fingrene ned i tasterne. Typisk skriver jeg til frokost. Om eftermiddagen skriver jeg på andre projekter, holder møder, researcher eller arbejder med min inspirationsvæg, der er dedikeret til romanen og fyldt med billeder, ord jeg er forelsket i og muligheder og tanker til tidligere eller senere i teksten.

Væggen er hele tiden i bevægelse, måske afspejler den suppedasen. Det er en måde, jeg kan prøve at konkretisere noget abstrakt inde i mig selv, eller abstraktere (nu er det et ord) det, der er blevet for konkret. Jeg må ikke blive for bevidst, så bliver teksten en korridor, men jeg må heller ikke blive for ubevidst, så slasker teksten ud over sine bredder.

Jeg træner for det meste hver dag. Helst midt på dagen eller tidlig aften. Hård fysisk træning, yoga, svømning. Det er mit frirum, hvor jeg ikke kan tænke på andet end at være krop i bevægelse. Jeg prøver også at gå til og fra mine aftaler, fordi det er en god måde at knække knaster i en historie på. Pludselig popper en løsning op, som jeg ikke havde overvejet.

Senere i processen, i gennemskrivningerne, kan jeg godt skrive andre steder end hjemme. Det kan være på biblioteket, i drivhuset i Botanisk Have, på en cafe med højt til loftet.

Hvilken del af skriveprocessen er vanskeligst for dig – og har du nogle rutiner/tricks til at komme omkring disse steder?

Uf. De første halvtreds sider, fy for pokker, det er en bjergside. Jeg kommer fra den seneste roman, hvor jeg kender karaktererne ud og ind, har udforsket universet, kender rytmen, og så starter jeg forfra med at vide ingenting. Jeg bliver hurtig træt, måske fordi jeg ved, hvor meget arbejde der ligger forude, hvor sejt et træk det er, men måske også fordi jeg bruger energi på at være bange, for at der ikke kommer noget.

Den eneste medicin er at møde op på papiret hver dag.

Der er ikke noget, der hedder lyst eller ikke lyst. Den debat er ikke en mulighed. For erfaringen siger, at der altid kommer noget. Det er sikkert ikke særlig godt, og det er sikkert lidt lidt, men det fører videre til noget, som fører videre til noget andet. Og pyh, så rammer jeg de halvtreds sider, og jeg begynder at fornemme min hovedkarakter, og ham der sidekarakteren er da også ret skøn, og jeg bliver nysgerrig, og en dag er der hundrede sider, og det føles som at komme op på et plateau med lys og udsigt, og der plejer også at være et det-skal-nok-gå-skilt deroppe. Med ‘Sommergræs, vinterorm’ var der tre gange bjergside, fordi selv om jeg kendte Billi, så var hvert land et nyt univers med sin egen stemning, tekstur og farve.

Hvad gør du for at holde din kreativitet levende? Hvad gør du for at holde dit sprog i live?

Jeg møder på papiret hver dag.

Mellem romanerne tænker jeg henover alle mine bøger. Der kan være ting ved den måde, jeg skriver på, mine tics, som irriterer mig selv, eller intentioner, der ikke lykkedes. Dem tænker jeg over og prøver at sætte nye intentioner og ambitioner for den næste roman. I ‘Sommergræs, vinterorm’ var det virkelig vigtigt for mig, at Billi ikke har et køn, at Billi er et menneske før et køn. Og nu bagefter tænker jeg over, hvorfor det var så vigtigt, og de erkendelser bærer videre til en undersøgelse af et stof i den næste roman. På en måde er jeg også selv en suppedas, som jeg går og småsnakker med hele tiden. Det med sprog er en mærkelig størrelse. Fordi der er min stemme og mit sprog, men også hovedkarakterens sprog, som er farvet og farver. Jeg er mere optaget af distancen mellem mig og teksten. At der ikke må være afstand. Jeg skal turde gå helt tæt på. I hver roman prøver jeg at komme tættere på.

Hvad har skrivningen og sproget betydet i dit liv?

For mig er det at skrive en undersøgelse af at være menneske og en måde at forstå og absorbere verdenen på. At skrive er det, der giver mig allermest mening og en dyb samhørighed med verden. Alle mine romaner udvider mig. Jeg sidder med et stof i flere år og vender og drejer nuancer og vinkler. Og jeg tager alle tilvalg og fravalg, så selvom hovedkarakteren slet ikke er mig, så er det også mig, og på den måde erfarer jeg også det menneske, jeg selv er.

Hvorfor valgte du skrivningen?

Det tog mig mange år at turde skrive. Som barn sad jeg i sækkestolen på Østerbro Bibliotek og drømte om at skrive, men det skulle være under pseudonym, alt andet ville være for pinligt, for blottende. Så jeg ventede, til jeg ikke kunne lade være. Til det blev nødvendigt. Med de første to romaner tænkte jeg, at det slet ikke var pinligt, og der var da ingen, der kunne se mig i dem, jeg havde faktisk ikke noget med dem at gøre. Nu har jeg skrevet fem og ved, at jeg havde ret som barn. Det er super pinligt og blottende. Men også en million andre ting.

Du kan købe “Sommergræs, vinterorm” her

Mette Sø (1968) debuterede i 2010 med romanen Petit Petit om den kvindelige, professionelle cykelrytter Petit. I 2012 udkom romanen I en snæver vending om Betty, der lever af at sælge beskidte trusser, i 2013 romanen Snebær om den unge, kvindelige sabotør Moskva. Romanen fordi at om skovhuggeren Kanel udkom i 2015, og nu er hun altså aktuel med den fine roman “Sommergræs, vinterorm”.