Balders billeder

Balder Olrik, multikunster som få; en mand, der færdes i billeder, fotografi, teknologi, musik, spil. Det var i øvrigt ham, der fik en bulldog til at bide sig fast i bollerne på en nøgen mand og svinge fra side til side. Hvis nogen skulle være i tvivl.

Du får ikke hele spektret af Balders kunst her, blot hans forunderlige og åndeløse fotografier. Det er billeder af tomme pladser, forladte bygninger, golde parkeringskældre. Men der sker noget mærkeligt, når man kigger på billederne; tiden står stille, og det er både lige nu og for mange år siden, og efter alt andet er væk.  Jeg holder altid vejret, når jeg ser på Balder Olriks billeder. Ufrivilligt. Måske fordi jeg er bange for at forsvinde i mødet med mennesketomheden?

Nedenfor fortæller Balder om sin arbejdsproces.

14264243_10153849921385924_2364335932577306822_n
GAS STATION

Hvad ser du, når du får øje på et af dine subjekter? Hvad ser du, som jeg – og andre – ikke kan få øje på i en garage, i et bådhus, på en parkeringsplads?  Jeg ved af gode grunde ikke, hvad du eller andre får øje på. Men jeg tænker, at du måske går forbi de steder, som jeg fotograferer, uden at se på dem. Fordi de repræsenterer ofte det, vi mener, der ikke er værd at se på. Men prøv at lægge mærke til, hvor få ting som hører under kategorien “værdige motiver”. For hvis vi åbner øjnene og ser ud i vores virkelighed, så er der sjældent noget, der ligner idealbillederne. De findes kun i medierne og måske glimtvis i fjerne ferieparadiser og gourmetrestauranter. Som vi af samme grund betaler dyrt for at opleve.

Men når jeg fotograferer, prøver jeg at se på den virkelighed, der omgiver mig. Jeg bærer konstant rundt på mit kamera, selv når jeg bare skal en tur i Netto og købe ind. I stedet for at gå igennem virkeligheden med en forventning om at jeg ikke kommer til at se noget interessant, gør jeg det modsatte og behandler virkelighedens anonyme konstruktioner med samme respekt, som hvis jeg gik på Louisiana og så på værker af verdens største kunstnere. Det sjove er, at jeg praktisk talt får øje på noget nyt, som fascinerer mig, hver eneste dag, selv om jeg ofte bevæger mig ad fuldstændigt samme veje. Det skræmmer mig faktisk lidt, for det fortæller mig, at jeg må have gået forbi netop lige dette sted masser af gange uden at se dets kvaliteter. Men når jeg støder på klassiske “Kodak moments”, som fx solnedgang over Kikhavn, lader jeg kameraet blive i tasken.

warehouses
WAREHOUSES

Mange af dine billeder er mennesketomme, hvorfor? Jeg bryder mig generelt ikke om billeder med mennesker på. Det bliver stort set altid pinligt for både fotograf og model. For portrætter er for langt størstedelen prætentiøse og uægte. De viser, hvordan vi gerne vil opfattes af andre. Det gælder både for fotograf og model. Ingen ligner jo det foto, de selv synes ligner dem bedst. Og hvis man tager billeder af mennesker, når de ikke forventer at blive fotograferet, ender det tit i en kedelig konfrontation eller sure mistænksomme blikke, som kan ødelægge en hel dag.

Der er fandme ingen, der vil fremstilles, som de er.

Jeg har faktisk spekuleret en del i at tage portrætter af folk, uden de ved, de bliver fotograferet. Men frygter også at skulle ud i en masse bøvl og ballade. Bare forestil dig, at jeg i skjul havde taget et portrætbillede af dig, hvor du står med daggammel makeup og et tomt blik, kikkende ned i frysedisken. Og lad os nu antage, at du pludselig så det på en udstilling eller Facebook. Hvordan ville du reagere? Du ville højst sandsynligt blive vred over, at jeg fremstiller dig på en måde, der ikke lever op til det billede, du gerne vil vise verdenen.

Derudover lider jeg også af ansigtsblindhed i ret svær grad. Jeg kan gå forbi venner på gaden uden at ænse dem og kan typisk ikke genkende folk, som jeg kun har mødt nogle gange, med mindre de har nogle meget markante karakteristika. Hjernen er jo bygget op af nogle centre, som er designet til at blive brugt til specifikke ting. Men kan af forskellige grunde kan godt blive overtaget af andre centre. Fx undersøgte man en gruppe taxachauffører fra London, hvor man kunne se, at de havde udviklet en indre GPS, som havde overtaget adskillige af de kognitive centre i deres hjerner, og det gjorde dem i stand til at køre den hurtigste vej igennem Londons trafikmylder uden at skulle kikke på et kort og faktisk også uden at skulle bruge synderlig tankekraft på det. For de kunne nærmest mærke retningen og fornemmede, hvor trafikken klumpede sig sammen lige i dag. Noget der ville være umuligt for os andre. Hjernen har også et center for ansigtsgenkendelse, og det er min klare fornemmelse, at dele af den bliver brugt til noget helt andet i mit tilfælde. Jeg er fx eminent dygtig til at genkende mønstre. Men det kan også være noget andet, det bliver brugt til.

Så det er ikke, fordi mennesker ikke interesserer mig, faktisk tværtom. Jeg elsker at tale med andre, men det interesserer mig nok en hel del mere, hvordan de ser verdenen, end hvordan de ser ud.

Det interesserer mig nok en hel del mere, hvordan de ser verdenen, end hvordan de ser ud.

on-the-other-side-of-the-gate
ON THE OTHER SIDE OF THE GATE

Hvad sker der, når mennesker er væk fra fokus? Den menneskelige hjerne er designet til at fokusere på andre levende væsner, og i særdeleshed andre mennesker. Du kender måske filmen med basketballspillerne, hvor der går en gorilla forbi på skærmen, som man ikke ser. Den beskriver meget fint dette fænomen. Så lige så snart der er mennesker på et billede, ser vi ikke andet. Derfor registrerer vi i højere grad det, som omgiver os, når de er væk. Faren er, at vi antager, at det vi ser på er uvigtigt, fordi der IKKE er mennesker. Men her er det, jeg prøver at bypasse vores automatiske perceptionssystem. Det som Daniel Kahneman kalder for “System 1”.

System 1 trigger vores bevidste perceptionssystem (System 2), når det mangler nødvendig information for at kunne læse billedet. Og hvad er det, System 1 gerne vil vide? Det første spørgsmål, 9 ud af 10 stiller, når de ser mine billeder, er: “Hvor er det henne?” Hvis jeg svarer på det spørgsmål, er de fleste tilfredse og går videre til det næste billede. Men det er egentlig underligt, for der er så mange andre spørgsmål, man kunne stille til et billede.

Derfor skjuler jeg gerne alle sted-specifikke informationer, fordi denne uforløsthed pirrer os til at se mere grundigt på billedet.

Fornylig var der en, som spurgte mig: “Hvordan skal jeg kunne læse noget som helst ud af en villa omgivet af byggerod og presenninger?” Uden at have tænkt over det, svarede jeg: “Tænk på huset som et menneske.” Måske lidt forenklet, men ikke helt forkert.

cornershop
CORNER SHOP

Hvordan er din arbejdsproces?  Jeg er kommet ind på en del af arbejdsprocessen allerede, det med at være til stede i verdenen bevæbnet med et godt kamera. Men jeg vender også gerne tilbage til det samme sted mange gange, for når jeg ser på de billeder, jeg har taget, er jeg ikke altid tilfreds. Det billede, jeg sidder og arbejder på lige nu, er sjette forsøg på at fange en dynamik imellem et hus og en stor cypres. Derfor minder jeg også mig selv om, at der er så mange detaljer, jeg ikke registrerer i situationen. Og at det derfor er vigtigt at bevæge sig rundt om motivet, fordi den umiddelbare indskydelse af, hvordan et billede skal tages, sjældent er den bedste.

Efterfølgende bruger jeg meget tid på at se billeder igennem og mærke efter, hvilke der løfter sig op over det ligegyldige. De må gerne irritere og fascinere mig på samme tid. Jeg forventer ikke, at der er mere end 1 billede ud af 500, der kan bruges. Men de 499 andre er ikke spildt. For de fortæller mig noget om mine egne automatikker. Måder jeg gentager mig selv på. Og den eneste måde, man kan lave om på det, er ved at være bevidst om det.

Billederne bliver så korrigeret i farverne. Her prøver jeg at gå kontra i forhold til medievirkelighedens billeder. Ved at gøre det modsatte af hvad man normalt anser for at være rigtigt. Fx holder jeg kontrasten for lav og himlen for farveløs. Hvilket de faktisk ofte er helt af sig selv. Men du ser nærmest ikke et foto, hvor himlen ikke er dybblå og skyerne kontrastfyldte. Derfor virker det underligt fremmedartet på os, når de ikke er det. Selv din kameratelefon er programmeret til at forvanske virkeligheden, så dine billeder ser lækre og “professionelle” ud.

Undervejs i processen bliver jeg bliver nødt til at lægge billedet væk og først tage det frem igen, når mindet om det har fortonet sig. Ofte efter et par uger.

Jeg har brug for at registrere, hvordan jeg umiddelbart ser på billedet. Det fortæller mig noget om, hvor de “tags” er, som System 1 bruger til at lynafkode billedet med. Eller hvad der låser mit syn til et bestemt punkt. For det er her, jeg placerer min kasse. Ligeledes bruger jeg en del tid på at beskære billederne, så der kommer den rigtige spænding i kompositionen. Det er altid i denne fase, at jeg opdager, at jeg må ud og skyde billedet om, typisk fordi der mangler toppen af et træ, eller vinklen, jeg har taget billedet fra, kunne være bedre. Fornylig var jeg ude for at skyde et billede om, hvor det bedste punkt var midt ude på vejbanen af en forholdsvis trafikeret vej. Faktisk præcis der, hvor jeg så motivet oprindeligt, da jeg kom kørende forbi i bil. Det var sgu lidt nervepirrende at løbe ud, når der ikke var nogen biler, kikke ind i søgeren, skyde det bedste, jeg havde lært, og så løbe tilbage, vente til der var fri bane igen. Og gentage proceduren indtil jeg var sikker på, at jeg havde det udgangsbillede, jeg havde brug for. Men jeg er jo oprindeligt maler, og som maler er det dig, der suverænt bestemmer billedets komposition. Og jeg kan simpelthen ikke lægge den del af billedskabelsesprocessen fra mig og bare acceptere en komposition, som der nu engang er.

billboard
BILLBOARD

Hvad og hvem inspirerer dig og hvorfor? Som du nok kan regne ud fra de spørgsmål, jeg allerede har svaret på, er jeg meget inspireret af adfærdspsykologien. Specielt Daniel Kahnemann har gjort et stort indtryk på mig. Der er mange billedkunstnere, hvis værker jeg holder virkelig meget af. Men det er meget sjældent, der er nogen af dem, der direkte inspirerer. Sidst, det skete, var nok Stephen Shores – “A road trip journal”

Hvad betyder det for dig at være kreativ? Jeg har været kreativ i alt, hvad jeg har lavet. Så jeg ved faktisk ikke, hvad det giver mig. Det kræver et sammenligningsgrundlag. Men jeg har nogle minder tilbage fra folkeskolen, hvor jeg kedede mig bravt. Men selv der gik jeg lige hjem og forsatte med min egne aktiviteter. Og da jeg var 16, kom jeg på Kunstakademiet og arbejdede med billedkunst i de næste 16 år. Derefter havde jeg igen en 16-års periode, hvor jeg ikke lavede kunst, men jeg var kreativ hver eneste dag. Det var bare ikke kunst, jeg lavede.

Jeg har også altid levet af min kreativitet. Men det er da tydeligt, at det koster en del rent økonomisk at bruge sin kreativitet på lave kunst i forhold til alt muligt andet, man også kan bruge den til.

Læs mere om Balder Olriks arbejde her