Kærligheden mellem bæst og pige

Elin Engelsen inviterer os ind i en magisk, forunderlig verden af stilhed og dybde. En verden af bæst og børn. Et univers af renhed og styrke og frihed. Her kan du se værkerne fra Elins seneste soloudstilling og læse min tale fra ferniseringen.

Elin Engelsen.'Passop', olie og akryl på lærred, 130 x 150, 2017, d.kr. 32.000,-Vi har fået Elin fra Norge, hvor naturen er mere påtrængende, end den er her i landet. Måske er det derfra, hun har det ganske særlige blik for naturens bevægelser, dens gavmildhed og hemmeligheder. I hvert fald synes hun at forstå mere end de fleste. Hun kan trænge ind bag de forreste lag, om bag træerne. Hun kender skoven og dens mørke væg mod omverdenen.

Elin forstår vandet og kan vise os, hvordan det ændrer sig fra glas og skummetmælk og sandmudder til en tåge så tæt, at man ikke kan skelne vand fra luft fra himmel. Blødt, bevægende vand, der smelter sammen med himmelen og skaber lukkede rum af tryghed og uendelighed. Vand, der slutter helt tæt om kroppen, uafrysteligt, stadigt. Vand, man kan spejle sig i og prøve at forstå sig selv i. Og hvem ved, hvad man kan se der?

For mig er der det ganske særlige, at Elin maler den fjord, jeg er født og lever ved. I hendes billeder genkender jeg vandets knibske kærtegn mod bare lægge. Lavvandet, hvor brandmændene lurer, og hvor aftener og morgener hænger fast. De glatte sten under fødderne.

Elin maler mest piger, og det er jeg personligt glad for. Thi der eksisterer et pigeliv, som er modigt og stille og uskyldigt og magisk, og som er så fuldt af forundring og muligheder og uovervåget, indre liv.

Et pigeliv – et barneliv – et menneskeliv – der har trange kår i lyset fra iPad-skærmen og larmen fra YouTube-kanalen, men som findes lige her. I Elins billeder. Det er barnets forundring over det, hun ser og mærker og hører. Det er barnets evne til at fylde alting med historier og betydning og lag af følelser.

Elin maler tiden, før vi blev bortført af flimrende skærme, før vi solgte vores sjæl til forestillingen om materiel sikkerhed. Tiden, da verden endnu var fuld af manglende viden og dermed uendelig. Der er så meget, vi ved nu. Så meget, vi har tabt. Elin minder os om det.

Udstillingen hedder BEAST. Vilddyr, dyr, bæst. Det andet bæst, bæstet forskelligt fra os – eller bæstet i os selv. I gamle dage brugte man ordet om dyr og idioter. Senere, måske i takt med fordømmelsen af den del af den menneskelige natur, der ikke hørte hjemme i pæne stuer, begyndte vi også at bruge ordet om alt det, der bør fordømmes og undertrykkes. Brutaliteten. Vildskaben. Urkraften. Glæden ved styrken og brølet og springet og friheden.

I vores kultur er der meget langt mellem bæst og menneske. En afgrundsdyb adskillelse. Elin viser os, hvad vi går glip af ved den adskillelse. Hvilken verden vi udelukker os selv fra, når vi bliver for menneskelige, for civiliserede, for voksne. For når vi fortrænger vores egen vildskab, fortrænger vi også friheden og styrken.

Åh, at kunne flyve med svanerne. At kunne brøle en bjørn lige op i gabet. Danse med den. At kunne møde en svane i værdighed. En elg. Uden angst.

Længslen efter nærhed og rene forhold, efter at blive elsket og respekteret og forstået – men måske også længslen efter vilddyrets frie styrke. At blive beskyttet af et vilddyr uden at måtte frygte det. At være tryg ved sit helt eget indre bæst, ved vores egen indre vildskab. At forene sig med det.

For som historien fortæller os, må skønhedens far under en storm søge ly i et tilsyneladende forladt slot. Da han rejser derfra, plukker han en rose til sin datter. Et frygteligt udyr bliver rasende over dette og kaster faren i fangehullet. Faren beder så mindeligt om at få lov til at se sin familie igen, og udyret giver ham lov til at rejse, hvis en af hans døtre vil tage farens plads i stedet. Skønheden rejser til slottet, hun slipper for fangehullet og bliver behandlet godt og fint, og da hun beder om at se sin far en sidste gang, får hun lov til at rejse, hvis hun lover at vende tilbage efter en uge. Men skønheden vender tilbage for sent og finder udyret næsten død af længsel efter hende. Da hun fortvivlet beder udyret om at vågne og gifte sig med hende, forvandles han til en ung prins. Han var blevet forhekset, og hans eneste håb om udfrielse af forbandelsen var at finde en pige, der elskede ham trods hans frygtindgydende udseende.

Skønheden og udyret – beauty and the beast. Skønheden, der er ren og uskyldig, hvis kærlighed kan genkende det noble væsen bag udyret. Skønhedens rene kærlighed ophæver forbandelsen, og udyret viser sig at være en smuk prins. Ikke en frø, men et monster. Et udyr. Men kan man elske et udyr?

Der er intet, der tynger i Elins billeder. Ikke noget, der hindrer de lette, unge kroppe i at flyve, glide, liste, danse. Det er verden før syndefaldet. Det er paradiset i skoven, havpigernes leg i vandet, venskabet mellem bæst og menneske. Og det er vand.

Elins verden er let og yndefuld som sommerbrisen.

Tak til dig, Elin, for den forunderlige verden, du åbner for os.

Charlotte Mandrup, september 2017

21752237_1830245737005337_5586865196171038771_n

Elins galleri, V58, Århus

Se flere af Elins billeder på et tidligere opslag her på bloggen.