Breve fra skoven

Karin Olander skriver breve fra skoven. Ordene skriver hun på bark, som hun vasker i varmt sæbevand, så barken bliver blød og sanselig, og historierne begynder at træde frem – som rynker på ældet hud, der fortæller historier om et helt livs følelser og drifter, gåen-itu og forfald.

Læs med, når Karin fortæller om processen fra bark til brev, hvad der inspirerer hende, og hvad hendes baggrund er.

Fra bark til brev

Barken er det sidste, der forsvinder, når et træ dør. Barken er træets hud, der vokser med det, udvider sig gennem årene, beskytter træets indre og hjælper det til at holde formen og holde sig oprejst. På den måde ligner det knoglerne.

Hos mennesker og dyr er det knoglerne, der er det sidste, der forsvinder, når vi dør og går i opløsning. Medmindre vi balsameres naturligt i naturens moser eller tørre huler eller kunstigt – så er det også huden, som så ligner bark.

Da jeg gik i skoven om vinteren og fandt barken, talte hvert stykke til mig. Fortalte en historie om følelser og drifter, tilblivelse, vækst, brud og sprækken, gåen-itu, forfald … Jeg har vasket hvert stykke i varmt sæbevand, haft det i hænderne. Så bliver det fri for jord og ofte blødt, sanseligt og føjeligt/bøjeligt.

Undervejs kommer ordene. Sætninger, citater, digte. Fra mit eget ordforråd og fra litteraturen.

Ordene på barken blev til breve. Det er breve og beskeder om tilblivelse, skabelse, kærlighed.

I gamle dage var birkebarken nordens papir, hvorpå der blev skrevet breve, digte og love. Jeg har skrevet mine breve i skoven og sender dem ud i verden til dem, der modtager breve. Det er breve og beskeder om tilblivelse, skabelse, kærlighed. Om forgængelighed og sorg. Om lyst og lidenskab og smerte. Tilgivelse, taknemmelighed.

Naturens materialer, mønstre og rytmer inspirerer

Min inspiration opstår i naturen. Dels ved at jeg finder bark, fjer, sten, knogler og tørre planter og dels gennem at være til stede i naturen, mærke og lytte.

Mønstrene i naturen, der opstår gennem bevægelse, inspirerer mig også. Som eurytmist er denne form for levende bevægelse noget, jeg både iagttager, nogle gange eftergør kropsligt, og nogle gange fører den til billeddannelser.  Digtene er en del af mit forrådskammer.

Fra mit lange arbejde med eurytmien har jeg også en naturlig inspiration fra digte, de er en del af mit forrådskammer, der til stadighed dukker op.

Processen fra indre billede til færdigt værk

Arbejdsprocessen begynder altid på vandringer i naturen. Her opstår de første indre billeder, ideer og historier. Undervejs og hjemme skriver og tegner jeg notater. Som oftest arbejder billederne så videre i det indre og i notaterne/skitserne en rum tid. Når det så føles klart, materialerne er indsamlet, går jeg i gang i værkstedet.

Og så arbejder jeg ’fra morgen til aften’. Naturligvis med pauser, men det er en intensiv proces, som oftest på et par uger, indtil værket er færdigt.

Jeg har værksted hjemme, bruger også haven, men har også brugt Svanekegårdens store værksted.

Alsidig baggrund

Billedkunstnerisk er jeg tidligt skolet på Kunstindustriskolen, gennem billedkunst som linjefag på seminariet og gennem gode lærere.

Desuden og måske især har jeg danset moderne dans, lavet performance og har en 4-årig scenekunstnerisk uddannelse som eurytmist bag mig med et videreuddannelsesår fuld tid i Schweiz.

Derefter har jeg skabt flere store forestillinger som koreograf, iscenesætter, kostumedesigner, og performer med opførsler i Danmark og Schweiz.

Dette har nu ført til arbejdet med installationer i rum.

Billederne er uddrag af ”Breve fra Skoven”.