Sorgen er aldersløs. Og kønsløs. Sorgen tillader de sarte sider af os et lille åndehul i en præstationsorienteret verden. I modsætning til, hvad sorgen indimellem fremstilles som; nemlig tung, klæbende, uafrystelig, vil jeg gerne minde om den sprøde, sarte, delikate side af sorgen. Den, der får huden til at synes så tynd, så tynd og kroppen så vægtløs, så der kun er sjælen og hjertet tilbage. Den, der smiler, mens tårerne løber stille ned ad kinderne.
Madonnaen, den udbesudlede, Mary, Maryam, jomfru Maria, Jesu moder, frelserens moder som ideen om det hellige moderskab. Ideen, der lærte os at tie og samtykke, at tilsidesætte egne behov for ofringen på moderskabets alter, at fødslen er kvindens helligste pligt. Jomfru Maria er ikke min religion, ej heller rollemodel – men jeg nyder hendes skønhed som kunstnere har skabt og formet, ærgerligt nok dog, som et ganske ensartet billede af Moderen.
Den sydafrikanske fotograf Pieter Hugo viser os en verden, der støder og fascinerer og skræmmer. Han portrætterer mennesker bragt i knæ af livet, men som er lige så meget i live som du og jeg. Der er en intensitet i deres blik, der udfordrer os i vores hvide, velstillede privilegium og synes at spørge: ”Tror du mine drømme er mindre end dine? Synes du din livsstil undskylder min? Mener du, at du er mere menneske end mig”
Der er en revolutionær poesi i Banksy’s værker. Et råb af smerte over uretfærdighed og en kærlighedserklæring til mennesket. Det er denne modsætning; kærlighedens vrede – der gør Banksy til så vidunderlig en kunstner. Han er vor tids Røde Pimpernel, vores europæiske Che Guevara, Nick Caves fortolkning af Ned Kelly. Han er banditten, der gør godt.
For sent til at være hemmelig agent under den kolde krig. For sent generelt til at være hemmelig eller bare privat.
Anne Juul Christophersens univers eksisterer i skoven, i bjørnens teddypels, i pigens vidtåbne blik. Pigens uendeligt udtryksfulde øjne, viser en visdom så meget ældre end hendes år.
Der findes et ganske særligt samleobjekt, som man ikke finder så ofte i Danmark. Men i udlandet er der stor interesse for limited-edition dukker i en særlig høj kvalitet. Det er sarte, spinkle dukker af porcelæn, med smidige lemmer, uskyldigt blik og en erotisk udstråling.
Jeg er vild med kvinders hemmelige verden som Thomas Saliot fortolker den. En hemmelig verden af længsler og krop, begær og praktik. Et fravær af bevidst lækkerhed.
Bjarne Stæhr kan fremkalde dramaet og fortællingen i teatrets stjerner og se eksistensens absurde ørkenvandring. Men han har også adgang til mennesketomhedens melankoli og længsel.
Det er nemt i en tid med sociale medier der flyder over med romantiske billeder af vores elskede, at glemme hvordan mennesker gennem historien har elsket på nøjagtig samme måde som vi gør. Sproget og praksissen rundt om kærligheden var måske anderledes, men udtrykket er universelt og tidsløst.
Elin maler tiden, før vi blev bortført af flimrende skærme, før vi solgte vores sjæl til forestillingen om materiel sikkerhed. Tiden, da verden endnu var fuld af manglende viden og dermed uendelig. Der er så meget, vi ved nu. Så meget, vi har tabt.
Marmor har altid fascineret mig, fordi de dygtigste kunstnere kan lokke og tvinge en sarthed frem af den hårde sten som virker overjordisk, magisk. Det er næsten uforståeligt, at så koldt og ugennemtrængeligt et materiale kan gemme på fingres tryk mod blød hud, en kvindes længsel gennem det fineste slør, vindens leg med en kjole, sener, negle, muskler, knogler.
Christian Løgstrup har skabt en serie af digitale decoupager, der som en Pandoras æske viser lag på lag på lag af uendelige figurer og billeder. Der er noget vildt og LSD-agtigt over oplevelsen.
Stinne Knudsen, hvis værker vi tidligere har vist her, har lavet to tegneøvelser til dig. Det er teknikker til at øve en flydende streg, der ikke blokeres af bedømmelse, selvkritik eller blufærdighed.
Gitte Valentiner-Branths rum er varme, men forladte. Nogen er lige gået ud fra at sætte kaffen over eller besvare dørklokken. Byerne er affolkede og øde, men der er alligevel et varmt liv i lampernes skær. Det er ikke byer efter apokalypse – men under landskamp og dronningens nytårstale.
