Siden Z var helt lille har hun bedt mig fortælle historier. For mig selv, alene, bruger jeg billeder. Billeder der allerede rummer en historie som blot skal slippes ud. En historie der kan twiste og dreje, så den bevæger sig væk fra billederne og ind i noget der ikke fandtes for et øjeblik siden. Fantasi kaldes det. Dagdrømme. Poesi.
Bent Bærentzen har et ganske særligt talent for at se og for at hjælpe os andre med at få øje på naturens skjulte fortællinger. At se er en af livets store gaver. Et under vi tager for givet. Med øjnene rettet mod skærmens hastige, flimrende billeder er det nemt at miste blikket for det skjulte, for det små, for det der kræver din opmærksomhed.
Forfaldne og forladte steder bærer en mystik og et væld af hemmeligheder, fordi hverdagslivet i dem er forstummet. Det giver plads til fantasien, historierne, drømmene.
Bjarne Stæhr har taget sit fotografiske håndværk og kombineret det med et kunstnerisk øje for det absurde i vidunderlige tableauer.
Les Kaner får mig til at tænke på en eftermiddag for mange, mange år siden, hvor jeg sad alene i et forfaldent colonial hotel i Mandalay og sippede sort te, mens jeg inkarnerede en ung, melankolsk kvinde fra 1930’erne under min bredskyggede hat.
Jeg mødte Eileen Klitvad for måske 15 år siden. Hun bar en lys Armani habit. Jeg havde en magen til hængende hjemme i skabet. Det var præ-krise og alt var stort og hurtigt og vi var begge på toppen af HR gamet; hun som direktør, jeg som konsulent. Men nedenunder habitten, skulle det vise sig, lever både monstrøsitet og skrøbelighed.
I lange perioder har min muse ingen form; hun er mere et sted, en berøring, et minde. Til andre tider har hun været personificeret ved en bestemt kvinde. Ikke en hvilken som helst kvinde. Aldrig […]
