Jacob Rosendal skriver som en engel med en pen spidset af Lucifer. Så ironisk, at vemodet træder frem. Han forstår djøf’erens slid med excell-arket og forsøget på at finde mening i statens diktater til embedsværket. Han spidder den moderne slavefunktionær, der mærker sjælen sive væk under idiotiens formynderi.
Jørgen Wassilefskys digte er fine og enkle i deres afdækning af livets uundgåelige bevægelse. Der er en insisteren på at SE, og forholde sig nøgent til det.
Det er ikke misvisende, at Lasse Løagers første roman har billedet af en falden engel på forsiden, for hans digte afslører det blodige, åbne sår mellem skulderbladene efter vingerne blev flået af digteren.
Siden Z var helt lille har hun bedt mig fortælle historier. For mig selv, alene, bruger jeg billeder. Billeder der allerede rummer en historie som blot skal slippes ud. En historie der kan twiste og dreje, så den bevæger sig væk fra billederne og ind i noget der ikke fandtes for et øjeblik siden. Fantasi kaldes det. Dagdrømme. Poesi.
Kunstnere får mere sex og flere børn, men det med æstetik er mere end bare en påfuglehale, der tiltrækker partnere. Vi har en dyb medfødt trang til at udsmykke verden, og æstetiske udtryk er vævet ind i hele vores adfærd som sociale tegn, siger psykologiprofessor Henrik Høegh-Olesen.
Information bragte 12. september et smukt og fint brev fra vores store forfatterinde Suzanne Brøgger til aspirerende forfattere.
Ib Michaels mennesker har hengivet sig til den skæbne, der hviler som en hånd i lænden. De eksisterer i en verden, hvor grænser er gennemsigtige, hvor tankerne rækker ud i rummet og tilbage i tiden. Det er store fortællinger. Stor kærlighed. Den lange rejse. Ingen hverdag. Ingen udpenslede parforholdskonflikter. Ingen nærige Hemingway’ske sætninger.
