Morten Sabroes Love Me Do udkom meget passende på Valentinsdag. Sabroe er en gavmild forfatter. Eller modig. Han beskriver, med en videnskabsmands kølige observation, forfatterens forfængeligheder og sårbarheder. I mange år har Sabroe givet os sig selv. Nu giver han os også sin kone. Eller sin oplevelse af sin kone. Eller vores oplevelse af hans kone.
I lange perioder har min muse ingen form; hun er mere et sted, en berøring, et minde. Til andre tider har hun været personificeret ved en bestemt kvinde. Ikke en hvilken som helst kvinde. Aldrig […]
Olav Hergel skriver spændingsromaner med journalistens skarpe iagttagelse, ukrukkede sprog og politiske twist. Jeg holder meget af Hergels seneste roman, Punktum, har berettiget med dens rammende beskrivelse af en journalist, der ikke er noget uden sin byline, og som prostituerer sig i jagten på at forblive relevant i en digitaliseret medieverden. En mand, der lever af håbet om de kvinder, der venter for enden af en smuk sætning, og hvis undertrykte aggression truer med at tilintetgøre ham.
Af malerne lærer vi digtere tit.
Jeg for min del har lært ikke så lidt.
Og ser jeg en pige, som stemmer mig blidt,
så siger jeg med mit mest saglige buk:
De er, undskyld frøken, rent metrisk set, smuk.
Vil De komme og ligge model til et gruk?
Annette Holst tog fire uger ud af hverdagslivet for at være sammen med sin mor i morens sidste tid. Enhver, der har prøvet at gøre det – tage fri fra arbejde og børn og Netto og i stedet sidde ved et dødsleje – ved, hvor perspektiverende sådan en oplevelse er. I det rum, hvor tiden går langsomt, og natten falder tungt, kommer der ofte ord og billeder, der ikke er rigtig er plads til i den travle hverdag.
Noget ved Per Mikael Jensen minder mig om Hemingway; den samme robuste appetit på oplevelser og skarpe iagttagelsesevne. Per Mikael har et særligt talent for at fange nuancerne i det liv, der udspiller sig ved nabobordet på stamcaféen og udtrykke det med sproglig præcision, gavmildhed og følelsesmæssig dybde. Men i modsætning til Hemingway er Per Mikael levende. Meget levende. Og varmere, tror jeg.
T. S. Eliot er mit livs poet. Så meget at jeg har nogle af hans smukkeste strofer tegnet på kroppen. Eliot var så meget andet end digter; han skrev spiddende sarkastiske sædespil og nogle ret sjove vers om katte. Han er nok mest kendt for Fire Kvartetter, som lærde folk har grublet over og fortolket på i årevis. Men J. Alfred Prufrocks kærlighedssang behøver man ikke gruble så meget over. Man kan nøjes med at smile medlidende over stakkels Prufrock der ønsker sig så meget, men ikke har modet til at tage det. Stakkels Prufrock der ved for meget til at kunne nyde nydelsen.
Da jeg var ung, skrev jeg digte og melankolsk prosa. Filmmanuskripter, novellesamlinger og romaner. Én enkelt gang indsendte jeg noget til et forlag. Det var en novellesamling, og jeg adresserede den naturligvis til Gyldendal. Det største og fineste forlag af dem alle (det her var i begyndelsen af 80’erne). Jeg fik et meget høfligt brev tilbage …
Vores nationalskjald Søren Ulrik Thomsen har skrevet så fine og præcise digte i “Det værste og det bedste”, og vores nationaltegner Ib Spang Olsen har illustreret. For mig er den lille digtsamling så dansk, som det bliver. Dansk som piger på cykel med bare ben og forårsvind i håret. Dansk som sure ansigter og lugten af vådt regntøj i Linje 5. Og med linjer som “en vuggesang og en spionroman fuld af støvregn” er det inspirationsguf for forfattere. For hvem drømmer ikke om at skrive om støvregn?
Helle Helle fortæller om skrivningen som valg, om at give sig selv spændetrøje på og om nødvendigheden af at kende slutbilledet, men alligevel være i stand til at acceptere, at romanen lander et andet sted.
“Flyvende tæppe” er en fortælling for børn i alderen 6-9 år, skrevet af Torkild Thellefsen. Den handler om biller og blade og andre insekter, om samarbejde og livsfilosofi.
Jeg spurgte Facebook om folks helt personlige opfattelse af en kunstner. Her er nogle af svarene.
I’ll tell you the story of Cloony the Clown. Who worked in a circus that came through town. His shoes were too big and his hat was too small, But he just wasn’t, just wasn’t funny at all.
Keith Thomas Lohse strøg ind i min bevidsthed, da jeg snublede over et af hans Facebookopslag. Og han har boet der lige siden. Hans ords rasende poesi tvinger et komfortabelt borgerdyr som mig ud i natten, blandt afskum og engle. Ukomfortabelt, pågående og uendeligt kærligt. Keith er fra min fødeby, og jeg kan genkende Vejles rytme i hans poesi.
Mangler du noget at læse med piger i 6-10-årsalderen, er her et illustreret eventyr om magiske væsener og modige børn. Det er fortællingen om den dag, hvor det Det Gyldne Håb forsvinder, hvilket truer både livet og lykken i Det Milde Land, hvor Rune Ridderspore lever.
I slutningen af 90’erne skrev Mary Schmich en kronik i Chicago Tribune. Kronikken hed “Gode råd er, ligesom ungdom, formentlig spildt på ungdommen.” Det var den kronik, Baz Luhrmann i ’99 lavede om til sangen “Everybody is free to wear sunscreen”.
11-11-16. Leonard Cohen døde i nat. Manden, hvis ord og stemme trøster og løfter og minder os om vores menneskelighed. Klaus Lynggård skrev en smuk artikel i Information blot få uger før. Jeg har ikke andet at tilføje.
