Badestrandenes nedslidte tomhed

Vores nationalskjald Søren Ulrik Thomsen har skrevet så fine og præcise digte i “Det værste og det bedste”, og vores nationaltegner Ib Spang Olsen har illustreret. For mig er den lille digtsamling så dansk, som det bliver. Dansk som piger på cykel med bare ben og forårsvind i håret. Dansk som sure ansigter og lugten af vådt regntøj i Linje 5. Og med linjer som “en vuggesang og en spionroman fuld af støvregn” er det inspirationsguf for forfattere. For hvem drømmer ikke om at skrive om støvregn?

Det bedste i min barndoms bundfrosne vintre
hvor mørket masede mod ruderne og vinden bed som en hest
var rutebilens dirrende verden
af varme og lys og gylden plyds
vi gravede Pjevs ned i Ninas have
i snestorm under en afpillet hyld
og det bedste er at snart vil den blomstre
som en duftende himmel over hans søvn
det bedste er hotellernes navne –
Metropolitan, Carlton, Kempinski og Ritz
Savoy, Bellevue, Excelsior, Park
Astoria, Grand og Atlantic Star
badestrandenes nedslidte tomhed
er bedst en mørknende dag i november
hvor lysene fra den anden side af sundet simrer
bedst kunne jeg tænke mig at skrive en salme
en vuggesang og en spionroman fuld af støvregn:
Det er det bedste for mig.

“Det værste og det bedste” af Søren Ulrik Thomsen. Tegninger Ib Spang Olsen.

Billedet fra Salton Sea er af Jim Riche