Djøf*) med sjæl

Jacob Rosendal skriver som en engel med en pen spidset af Lucifer. Så ironisk, at vemodet træder frem. Han forstår djøf’erens slid med Excel-arket og forsøget på at finde mening i statens diktater til embedsværket. Han spidder den moderne slavefunktionær, der mærker sjælen sive væk under idiotiens formynderi. Jacob bruger ord som ’formiddagshersker’ og ’søndagsforfatter’ og skriver om hvaler, der har makeupsex i havgusen.

Jacob har et job. Et civilt job. Hvilket jeg ikke forstår, for hans sande beskæftigelse er forfatteriet. Han har udgivet digtsamlingen ”Individ møder samfund og adfærdsregulering opstår” og blog-romanen ”Formiddagsherskeren”.

Jeg bad ham fortælle om den kreativitet, der opstår i regneark. Om den sjælsknækkelse, der ligger i funktionærens jobbeskrivelse. Om at ånde gennem poesien, selvom kroppen skal udføre firkantede handlinger.

Jeg er en form for søndagsforfatter, der klatter med ordene.

I kunstverdenen kan man være søndagsmaler. Det er Dronning Margrethe, Bob Dylan og flere andre blevet kaldt. Som en nedsættende henvisning til at de klatter uforpligtende rundt på lærredet uden nødvendigvis at have det store talent. Jeg er en form for søndagsforfatter, der klatter med ordene.

Sådan kunne jeg beskrive mig selv. For at undgå at stille mig an som Kunstner. Men jeg har fået udgivet både en roman og en digtsamling og har skrevet, så længe jeg kan huske. Jeg ved også hvorfor: Jeg skriver, for at finde ud af hvad jeg tænker, og jeg skriver for at opnå frihed. Det sidste spiller sammen med sentensen ”at læse er at tænke med en andens hoved”, altså læseren med forfatterens. Derfor kan man også sige, at man skriver for at få et andet hoved. Når man skriver, opdager man nye sammenhænge, man skriver sig ind i nye verdener, karakterer, perspektiver, universer. Det er både derfor, man læser, og en af de vigtigste grunde til, at man skriver. En af de få forholdsvis sikre veje til at forbedre sin skrivning er netop ved at læse så meget som muligt.

Man skriver for at få et andet hoved.

I min dagligdag arbejder jeg ikke synderligt kreativt. Jeg er dog heller ikke revisor. Jeg er kommunikatør, marketingmand. Med ansvar for projekter, medarbejdere og budgetter. Dagene er fyldt af møder og prioriteringer. Masser af forhandlinger, kompromisser og pragmatik. Det er langt fra en kunstnerisk praksis. Jeg har godt nok fået sneget ord som Excel-ark og ringbind med ind i prosa og poesi, men det er forskellige verdener. Da jeg engang arbejdede som fuldtidskreativ tekstforfatter var det også anderledes.

Erhvervslivet er altid rettet mod noget. Det er kunsten ikke nødvendigvis.

Den største forskel på at arbejde-arbejde og arbejde i forfatterland, handler om den ubevidste personlige forandring. Når jeg skriver, er jeg ikke funktionær længere. Når jeg skriver, er jeg en helt anden. Eller andre, for man kan være forskellige gemytter og karakterer. Når jeg skriver, er jeg fri. Lige indtil jeg læser, hvad jeg har skrevet. Så er jeg bare en talentløs idiot. Men den følelse kender alle udøvende. At pendulere mellem storhed og fald, mellem megalomani og selvdestruktion ved selvcensur er just another day at the artist’s office.

Jeg ved ikke meget om talent. Det er vigtigt, men det er ikke alt. Vedholdenhed og selvtillid, evnen til at hive sig selv op igen og igen og igen er endnu vigtigere, tror jeg. Måske er det allervigtigste, at man bringer sig selv i en tilstand, hvor man overhovedet kan skrive. Så forskellige folk som debutanten Ursula Scavenius, den drevne Suzanne Brøgger og giganten Knausgaard har berørt dette for nylig. Det er svært for mig. Med arbejde, familie, en anelse socialt liv og … skriveriet. Som i mit tilfælde kan foregå tidligt om morgenen eller om aftenen, hist og pist i weekenden, og så fx med redigeringslæsning klemt ind på pendlerturen til og fra arbejde.

Brøgger har sagt, at det ”ikke er svært at skrive, men et helt kvantespring at bringe sig i en sådan tilstand, at det kan lade sig gøre”. Skaberen af Mad Men, Matthew Weiner, har været inde på noget beslægtet, men også noget andet og endnu værre for mig, om den første del af enhver forfatters karriere: ”Get a day job, but don’t get too good at it. It will take you away from your writing.” Det citat hader jeg faktisk. Men tænk nu, hvis jeg kunne bevise, at han tog fejl. At der er en anden vej.

Der findes en moderne figur, stjernen, der som en anden JK Rowling rejser sig af intet og overkommer alt. Vejen beskrives på denne vis: ”Så lavede jeg (indsæt værk), det kom ud i verden, blev en succes, og derefter har jeg ikke set mig tilbage.” Det er let at længes mod dette fatamorgana. Jeg gør, selv om jeg er overbevidst om, at hvis det indtraf, ville det sandsynligvis ikke føles som et gennembrud af en litterær lydmur. Verden er ikke sådan.

Når jeg skriver, er jeg fri. Lige indtil jeg læser, hvad jeg har skrevet. Så er jeg bare en talentløs idiot. Men den følelse kender alle udøvende.

Det er klogt at forlige sig mere eller mindre med den, man nu engang er. Heldigvis kan alle flere ting. Man kan tænke på det som forskellige rum. Mine døre går blandt andet ind til pragmatik, koncentration, sport i tv, selvtillid, tvivl, og der er også alle de private. Jeg går på arbejde ved at gå gennem nogle særlige døre. Og så er der dørene ind til skrivning og læsning.  Det er afgørende at huske sig selv på de rum, på at læse og ikke mindst skrive og skrive og blive ved. Ellers kommer der intet.

Den halvlange historie komprimeret: Jeg står med hånden på dørhåndtaget. Døren binder. Jeg siger til mig selv, at der er frihed i skrivningen. Så går døren op.

Her er to af mine favoritter fra Jacobs digtsamling: ”Individ møder samfund og adfærdsregulering opstår”:

SIDSTE TUR

Den ofte, men ikke altid, socialdemokratiske skulptur i rundkørsler og tilsvarende lidet rekreative arealer er kunst med et budskab, det siger kunstneren og borgmesteren. Det kan være pletvist politisk eller et memento mori før afkørslen mod motorvejen. En undersøgelse har vist, at et flertal af trafikanterne forbinder værkerne med regnvejr. Både Statens Kunstfond og Kommunernes Landsforening beklager dette resultat. Men de ved, at kunsten rækker længere end næste budgetår, at regnvejr også er vejr, og at alt er godt, så længe den store plan ikke afsløres: Alle skulpturerne vil på samme tid, (under finanslovsforhandlingerne i et givet, men hemmeligt år) lette fra den danske jordoverflade for at flyve til et sikkert sted og dermed bringe vidnesbyrd til andre intelligenser og kommende generationer om det ypperste, som velfærdsstaten kunne frembringe.

ÆVENTYR

Han var klog, kvik, køn og ædel. Fra ganske lille skuede han langt videre end barndomslandet Østerbro, han voksede efterhånden både ind i og ud af sig selv, årene gik, og alt var, som det skulle være, forsikrede hans tre forældre ham om, og de troede på det, indtil den ganske ordinære eftermiddag i 2. G kom, som ingen havde anet ville oprinde, og Olav-Toke-Weilert Holmbo bekendtgjorde, at han nu kendte sin bane: Social- og sundhedsassistent.

*) Jacob er cand. mag. i litteratur. Og jo altså ikke djøf’er.

Du kan købe Formiddagsherskeren her og læse om digtsamlingen Individ møder samfund og adfærdsregulering opstår her.