Drømmen om Alexandria

Lawrence Durrels Alexandria Quartet har været den vigtigste bog i mit liv: Justine, Balthazar, Mountolive, Clea. Den – eller rettere de – står på hylden i forskellige udgaver, hvilket siger noget om min besættelse. Alexandria Quartet er min standard for litteratur; for jeg er hverken Hemingway-discipel eller imponeret over moderne dansk litteraturs nærighed med adjektiver. Jeg elsker derimod det flamboyante, det overdådige, det metaforiske.

Kvartetten er som et maleri. Lag på lag på lag. Og nu – mens jeg lytter til den for første gang – opdager jeg endnu flere nuancer og skyggefyldte hjørner. Det er stemmer fra en svunden tid; udgivet i slutningen af 1950’erne, men foregår før og under 2. verdenskrig. Dengang var psykoanalysen endnu i sin barndom, og omend den selvrefleksion, psykoanalysen bragte med sig, spiller en stor rolle i Durrells forfatterskab, så var lidenskab, jalousi og personlige særheder endnu ikke desinficieret, neurotiseret og diagnosticeret. Det var tiden, før sundhed i krop og sind blev den doktrin, vi har i dag. En doktrin, der begrænser os mere end sociale konstruktioner.

Lawrence Durrells sprog er poetiske billeder, der flimrer og lokker. Ofte over-skrevet, prætentiøst grænsende til det vulgære, men altid forførende. Indimellem med passager så vildt smukke, at de kunne være et digt i deres egen ret.

Kvartettens tre første bøger beskriver de samme begivenheder fra tre forskellige karakterers synspunkt i samme tid, mens den sidste bog foregår nogle år senere. Dette skaber en familiaritet med byen og situationen og giver et meget nuanceret billede af karaktererne. For hvem er vi, hvis ikke hinandens forskellige synspunkter? (Mig der kanaliserer Durrell.)

Alexandria

Alexandria, byen på kanten mellem Afrika og Europa, er fortællingens centrale figur. Det er en by, der former sine indbyggere, stedet hvor skøgerne, de forrådte og de utro elskere lever. Hvor rigdom og held er kortvarig og går på skift. Hvor drømme og fantasier kaster et forsonende skær over depravation og utugt. Hvor duften fra en kvindeparfume lever side om side med stanken fra rendestenen.

I flere årtier ledte jeg efter præcis dén stemning alle de steder, jeg besøgte i verden. Til sidst tog jeg til Alexandria og boede på det selvsamme Cecil Hotel, som spiller en central rolle i bøgerne. Naturligvis blev jeg skuffet. Jeg skrev min første fagbog i et hjørneværelse på Cecil. Det var lidt trist. Senere fandt jeg dog min egen Nessim i nærheden. En skygge, ganske vist.

Om Alexandria: Alexandria, princess and whore. The royal city and the anus mundi. She would never change so long as the races continued to seethe here like must in a vat; so long as the streets and squares still gushed and spouted with the fermentation of these diverse passions and spites, rages and sudden calms. A fecund desert of human loves littered with the whitening bones of it exiles.

Justine, Nessim, Mellisa etc.

Durrell beskriver kompleksiteten i menneskelige relationer på en måde, der får mellemregningerne med, og som minder os om, at den forelskede også hader, at vennen også forræder, og at slægtskab ikke er en hindring for mord. Han analyserer sine karakterer gennem et forstørrelsesglas med en absolut og udømmende accept af deres personlighed. Noget der giver plads til en menneskelighed, der er sjælden i dag.

“I have done so many things in my life,” she said to the mirror. “Evil things, perhaps. But never inattentively, never wastefully. I’ve always thought of acts as messages, wishes from the past to the future, which invited self-discovery. Was I wrong.”  

Karakterne er viljeløse, skæbnestyrede dansere – dervisher – der hvirvler og drejer mod død eller ekstase. Hvilket, hvis man kunne spørge, Lawrence Durrell sikkert ville sige, var det samme.

Om Justine: ”Such creatures are not human beings at all, I think. If they live, it is only inasmuch as they represent themselves in human form. But then, anyone possessed by a single ruling passion presents the same picture. For most of us, life is a hobby. But she seems like a tense and exhaustive pictorial representation of nature at its most superficial, its most powerful. She is possessed – and the possessed can neither learn nor be taught. It doesn’t make her less lovely …” Justine, dette jagede væsen. Smuk og forførende som Cleopatra – men uelskelig, og ude af stand til at elske andet end det forgangne.

Om Capodistria:Capodistria has the purely involuntary knack of turning everything into a woman; under his eye chairs become painfully aware of their bare legs.” Capodistria, manden med den sorte øjeklap – der elsker kvinder så meget, at han tager dem som små piger.

Om Nessim: Almost from the beginning she had found herself followed, kept under surveillance, and very naturally this gave her a feeling of uncertainty: uncertainty made terrible by the fact that Nessim never openly spoke of it. It rested, an invisible weight of suspicion dogging and discolouring her commonest remarks, the most innocent of after-dinner talks. He would sit between the tall candles gently smiling at her while a whole silent inquisition unrolled reverberating in his mind.” Nessim, den blide gentleman. Hvis omsorg og venlighed dækker over en kalkulerende intelligens, der sidder centralt som en edderkop i et spind af hans egen produktion.

Om Melissa: ” … her loveliness must have disarmed and disturbed him as it had me. It was a beauty that filled one with the terrible premonition that it had been born to be a target for the forces of destruction.”  Melissa, den skrøbelige, smukke sommerfugl, der må sælge sin krop og danse sin ubehjælpsomme, klodsede dans, fordi hun er for godtroende til at udnytte sin skønhed i giftermål som permanent vej ud af fattigdommen.

Billederne er blandt andet fra 1969-filmversionen “Justine” baseret på kvartettens første bog med Anouk Aimée og Michael York. Den giver et loyalt stemningsbillede, men når dog ikke bogens niveau.

Du kan se filmen i dens fulde længde her (lydkvaliteten er ikke så god).

Lawrence Durrel var poet, lyriker, erotiker, penneven med Henry Miller, gift med tre kvinder, født i Indien, modstræbende ironiserende diplomat og livslang expat. Læs New York Times nekrolog fra 1990.

Læs Lawrence Durrells nekrolog i New York Times, 1990, her.