Anne-Marie Vedsø Olesen skriver spændingsromaner med mere end et glimt i øjet. Senest Mordersken, tredje bind af den historiske Madeleine-trilogi om renæssancens politiske omvæltninger. Trilogien hører hjemme i traditionen af swashbuckling, bodice ripping eventyrsromantik. Det er Princess Bride og Pirates of the Carribean og De Tre Musketerer som feminister. Heltinder med brusende hår, modige og stærke og smukke. Flotte og elegante mænd. Afskyelige skurke med mørke hjerter. Det er vidunderligt.
Anne-Marie fortæller sine historier med let hånd og smittende begejstring i en stram struktur med omhyggelig research og fuldstændig styr på sit stof. En kombination kun meget få behersker.
Jeg læser Madeleine-trilogien i øjeblikket og er enig med en anmelder, der skrev: ”Man kan ikke andet end knuselske Madeleine”. Madeleine er sexet og klog og uovervindelig. Hun lyver, svigter sit ord, dræber. Og hun lader sig forføre med selvbevidsthed og uden moralske skrupler. Madeleine er den, de fleste kvinder drømmer om at være, når ungerne ikke vil ud af døren om morgenen, når bussens lugt af våd uld rammer næsen, når en kollega lige har dolket én i ryggen. Hun er det modsatte af hverdagen og svaret på fornemmelsen af at være et offer i livet.
Hvis Anne-Marie skrev selvhjælpsbøger baseret på sit eget liv, ville de blive bestsellere. Hun er netop flyttet ind på et rigtigt slot, kører i åben sportsvogn, skriver opera og har fravalgt lægegerningen for skrivelidenskaben. Hun er begavet, smuk, dygtig og ser ud til at have ret god slagstyrke i sin boksehandske. Hun er en rigtig, levende heltinde.
Nedenfor fortæller Anne-Marie om sin arbejdsproces. Læs her Første kapitel af Mordersken, den tredje bog i Madeleine-trilogien.
Hvordan er din arbejdsproces? Den allerførste idé til en roman opstår altid fra et sanseindtryk. Det kan være hvad som 
helst, som af en eller anden grund gør indtryk og lejrer sig: En gul rosenbusk i en park, det klare, grønne havnevand i København, en klostermur en varm sommerdag ved Rhinen. Dernæst stiller jeg mig selv spørgsmålet: “Hvad har jeg på hjerte?” Jeg skal brænde for noget, mens jeg skriver, så det kan mærkes i bogen. Det giver nerve og væsentlighed. Det behøver ikke altid være store filosofiske, eksistentielle temaer, som jeg gjorde det i min trilogi Gudestorm.
“For eksempel var jeg til romanen Mordersken blevet optaget af kampsportstræning”
For eksempel var jeg til romanen Mordersken blevet optaget af kampsportstræning (især boksning) og dybt fascineret af, at jeg som kvinde også kunne blive stærk og turde slå fra mig. Den fascination brugte jeg som brændstof til en historisk roman om en kvinde, der bliver uddannet snigmorder. Først til sidst tænker jeg over karaktererne. Men som regel lærer jeg dem først rigtig at kende under skrivningen. Og plottet planlægger jeg aldrig. Det opstår, mens jeg skriver. Jeg ville føle mig kvalt og ude af stand til at være kreativ, hvis jeg kendte plottet i forvejen.
Hvordan er din arbejdsrutine? Der er stor inerti tilknyttet skriveprocessen forstået på den måde, at det er tungt og langvarigt at rulle den i gang. Derfor er det vigtigt at holde sig skrivende, når først man er kommet i gang. Jeg har haft flere metoder i årenes løb, prøvet mig lidt frem, og er nu landet på en model, der hedder: Der skal skrives to sider om dagen, seks dage om ugen. Det er effektivt at sætte sideantal i stedet for tidsrum på sin daglige rutine; det sikrer, at der rent faktisk produceres noget. Og to sider er ikke uoverkommeligt, så man får sjældent fiasko-oplevelser med den målsætning. Efter to sider kan jeg så holde fri (jeg må selvfølgelig gerne skrive mere, hvis jeg er i humør til det). Nogle dage tager det en time at skrive to sider og nogle dage otte timer. Det gode ved det system – udover selvfølgelig produktiviteten – er tilfredsheden og den gode samvittighed, når man så holder fri.
I praksis skriver jeg helst om formiddagen efter at have trænet.
“Jeg skriver altid liggende – i sengen eller på en chaiselong.“
Det skal være så behageligt som muligt, så jeg ikke tænker på min fysiske eksistens, men kan koncentrere mig fuldt ud om universet i bogen. Der skal være helt ro omkring mig, ingen lyde, ingen musik, ingen mennesker. I sidste halvdel af en roman, hvor den virkelig ruller, kommer træningen i anden række og droppes eller udskydes, og jeg griber som regel computeren, så snart jeg vågner, og kan finde på at blive liggende i min seng i pyjamas og skrive, indtil dagens kvote er nået. Alt handler her om romanen, og jeg laver kun nødtvungent aftaler med omverdenen i den periode.
Hvilken del af skriveprocessen er vanskeligst for dig? At skrive en roman er som en meget lang cykeltur over et højt bjerg. Det er enormt sejt i begyndelsen. Faktisk må man ofte starte forfra flere gange. At få præsenteret personer, problemstillinger og univers elegant og samtidig få en krog i læseren kræver store kraftanstrengelser. Intet giver sig selv. Ofte bruger jeg Aristoteles model om dramaets fem akter til analysere, hvor jeg er i fortællingen, og hvad der mangler.
“At skrive en roman er som en meget lang cykeltur over et højt bjerg.”
Og ellers er det bedste trick: Aktiver et internetblokeringsprogram nogle timer hver dag, så man undgår at overspringe ved at surfe på nettet. Selv bruger jeg programmet ‘Cold Turkey‘, der kan blokere selektivt, så jeg for eksempel stadig kan researche på Google, men ikke kan gå Facebook. Og så er det rent mentalt vigtigt at holde sig bevidst om, at første halvdel af en bog bare ER svær. Det er en del af processen. Det bedste, man kan gøre, er at acceptere det. Til gengæld kan man se frem til, at man halvvejs vil passere toppen af bjerget. Resten bliver en fest. Så ruller man bare i mål.
Hvad og hvem inspirerer dig? Inspiration er en sær størrelse. Naturligvis kan man være aktiv og gå meget i teatret (hvilket jeg gør), læse andres bøger (hvilket jeg gør alt for lidt) eller på anden vis søge kunstneriske fortællinger af forskellig art. Men hvornår noget griber og føles anvendeligt er helt uforudsigeligt. Senest er jeg blevet fascineret af den afdøde, amerikanske forfatter H.P. Lovecraft, der skrev horrorfortællinger med en dengang nyskabende sort nihilisme. Noget af det Lovecraft’ske univers har sneget sig ind i min igangværende roman, Pilgrimmen. Det vigtigste er dog stadig for mig at komme ud og sanse verden. Luk computeren, tag ud i virkeligheden og oplev. Sådan får man inspiration. “Wenn jemand eine Reise tut, So kann er was erzählen,” skrev den tyske digter Matthias Claudius. Det gælder stadig.
Hvad gør du for at holde dit sprog levende? Jo mere jeg skriver, des bedre skriver jeg. Så enkelt er det. Skriftsproget er et instrument, og man skal øve sig. Derfor er det også typisk, at sproget i mine romaner er rustent i begyndelsen. Det skal man bare skrive sig igennem. Det kan redigeres bedre til allersidst. Der er heller ingen tvivl om, at man bliver dygtigere af at læse andres bøger. Jeg orker det bare sjældent. Som forfatter har jeg mistet læseruskylden og kan ikke længere blot nyde en bog. Jeg standser hele tiden op og analyserer, hvorfor noget er godt eller skidt.
Hvad har skrivningen og sproget betydet i dit liv? Jeg er oprindelig uddannet læge og har i tidernes morgen arbejdet på forskellige hospitaler. Men det lykkedes ret hurtigt at få antaget en roman; Gyldendal og Det Kongelige Bibliotek udskrev i 1999 en middelalderromankonkurrence, og her vandt jeg 2.-prisen og en udgivelse. Det var en drømmedebut, som åbnede døre, og jeg har siden ikke arbejdet som læge. Hvis ikke det var sket, havde jeg jo nok stadigvæk været læge. Ganske givet havde jeg tjent mere som læge i dag end som forfatter, men – I guder! – hvor ville jeg have været bundet af arbejdstider og -opgaver defineret af andre. Den største gave ved at arbejde som forfatter er friheden. Friheden er alt.
“Det lægearbejde, jeg kan udføre, kan mange andre også gøre. Men ingen kan skrive netop de historier, jeg har i mig.”
Hvorfor valgte du skrivningen? Som barn og ung læste jeg hele tiden og alt muligt. Jules Verne og Dumas, Dostojevskij og 1001 nat, De fem og Shakespeare og Tolkien. Og jeg begyndte omkring 7. klasse at skrive små noveller selv. Jeg kunne slet ikke forestille mig et liv uden bøger og uden fortællinger i det hele taget. En overgang var jeg meget optaget af sceniske fortællinger, hvad enten det var opera, ballet eller skuespil, og jeg overvejede kortvarigt at blive operakomponist. Det er det, som er drivkraften hos mig: At fortælle. Da jeg skiftede karriere fra at være læge til forfatter tænkte jeg (og det gør jeg stadig): Det lægearbejde, jeg kan udføre, kan mange andre også gøre. Men ingen kan skrive netop de historier, jeg har i mig. Karen Blixen skrev: “Hvor ville vi mænd være nogle usle og foragtelige skabninger, om vi ikke, som violinvirtuosen med sin bue, forsøgte at aflokke det instrument, vi har mellem hænderne, dets hele tonefylde!” Det er den pligt og glæde, jeg føler ved at have valgt at skrive de fortællinger, kun jeg kan skrive.
Læs mere om Anne-Marie Vedsø Olesen her.
Portrætfoto: Robin Skjoldborg.
Boksefoto: Claus Lauridsen
