Annette Holst tog fire uger ud af hverdagslivet for at være sammen med sin mor i morens sidste tid. Enhver, der har prøvet at gøre det – tage fri fra arbejde og børn og Netto og i stedet sidde ved et dødsleje – ved, hvor perspektiverende sådan en oplevelse er. I det rum, hvor tiden går langsomt, og natten falder tungt, kommer der ofte ord og billeder, der ikke rigtigt er plads til i den travle hverdag.
Her deler Annette de ord, der kom til hende i tiden med døden.
På Anker Fjord Hospice, midt mellem fjord og hav, levede jeg sammen med min mor den sidste måned af vores liv sammen. Blandt de andre døende og deres pårørende blev opholdet overraskende fuld af liv, mening og oplevelser. Og tid, masser af tid.
På en vandretur langs Vesterhavet en kold og klar dag i februar sad jeg på de kolde moler og lod minderne om livet med min mor komme til mig. Vesterhavet var blidt den dag, og iblandet vindmøllernes monotone susen var det ordene, der kom.
Mor
Uendeligt spor til lyden af liv
En hverdags helt
En kærlig hånd
Ord omend de slår
Et tankestrejf et hjertespjæt
Lov forglemmigej
En evighed et øjeblik
For altid du og jeg
Rejs blot afsted
Og uden mig
Mit liv er samme vej
Et stålsat sind en varmet sjæl
En rejse lang og smuk
Minder i kø for øjets blik
Danser omkring med mig
Håb og liv der leves nu
For evigt en del af mig
Forladt med sorg
Der brænder ild
Varmt om hjertets rod
Åndedrag der toner ind
Luft er liv og fred
Vilje der og glæden er
Forevigt du gir med
Tro på smilets glade bud
Du skænkede liv og alt
Evigt brænder sjæle fred
Tak jeg gir dig med
Frygt i rad med livets lod
Accept et valg beror
Klar i øjets sindelag
Stilhed uden ord
Klippefast i livet stod
En rod der gik til jord
Opløfte fred og ærlighed
I kærlighed du stod
Forladt er frygt
Sandhed evigt altid her
Tåreflod er kildespil
Kærlighed dens favn
Ensomhed et hjernespin
Forglemsel blot dens navn
Besøg af tvivl
Hvor det er nu for altid
At være i livet
Ligeså i døden
Respekt og kærlighed
Din datter
Annette er familieterapeut, mindfulness- og yogalærer.
“At leve er krig med trolde, i hjernens og hjertets hvælv – at skrive ( digte) er at holde dommedag over sig selv.” Henrik Ibsen