Flyvende tæppe 2.0

“Flyvende tæppe” er en fortælling for børn i alderen 6-9 år, skrevet af Torkild Thellefsen. Den handler om biller og blade og andre insekter, om samarbejde og livsfilosofi.

FLYVENDE TÆPPE

”Igen, igen; vi skal prøve igen.” Billen griner højt; ”Jeg var ved at tisse på mig selv af grin.”

”Ja, afsted; vi skal have en tur mere, men lad være med at tisse på mig.” De to biller tramper over de to blade, som ligger på jorden. ”Øh hvad laver I?” spørger bladet.

”Vi leger flyvende tæppe,” svarer den ene bille, ”det er bare sjovt; det bedste.”

”Flyvende tæppe? Hvad mener I?” Begge blade ser forundret på billerne.

”Nu skal I høre,” svarer den anden bille.

”Vi kravler op på træet, ud på grenene, videre ud på de tynde kviste; finder et blad, der er lige ved at falde ned. Vi gnaver lidt i stilken, og når det er lige ved at give slip; hopper vi op på det og svæver i store cirkler hele vejen ned på jorden. Det kilder i maven. Det eneste, der er lidt træls, er, at det er ret hårdt at kravle hele vejen op igen. Træet burde montere en lift og måske tage lidt betaling for en tur – det kunne blive en fed forretning.” Billen griner højt.

”Vi får kun en tur,” siger det ene blad lidt trist. ”Jeg kunne godt tænke mig at prøve igen.”

”Det kunne jeg også godt,” siger det andet blad.

Billerne står og snakker lidt.

”Vi har en idé,” siger den ene bille. ”Hvad nu, hvis vi bærer jer op i træet; helt op til toppen, og hopper ud på jer, så får vi alle en tur mere?”

”Det lyder som en supergod idé,” svarer bladene i kor.

Billerne begynder at slæbe bladene hen mod træets stamme. Det er tungt arbejde, selv for en stærk bille. Begge biller er allerede ved at være godt trætte, da de når stammen. ”Vi behøver et hvil,” siger billerne til bladene.

Op ad træet

”Hvad laver I?” Et par myrer står og kigger nysgerrigt på billerne.

”Vi vil gerne have bladene med op i træet; de vil gerne prøve at flyve ned; og vi flyver med ned på dem; vi leger flyvende tæppe.” Den ene bille fortæller entusiastisk om legen.

”Wow,” siger myrerne; ”Hvis vi giver en hånd med; må vi så være med?”

”Ja selvfølgelig,” siger den ene bille; ”Vi har brug for hjælp, vi kan ikke slæbe begge blade op i træet alene.” Sammen med de to biller tager myrerne fat på at slæbe bladene op ad stammen. Den ene myre kigger opad; ”Der er langt op,” siger den. ”Ja det bliver hårdt arbejde, men sikkert det hele værd.” Myrerne glæder sig.

Mere hjælp

En meter oppe ad træet holder de et hvil igen. De placerer bladene på en lille kvist og puster ud.

”Hov, hvad laver I?” De er kommet til at vække en edderkop.

”Åh, det må du undskylde; det var ikke med vilje,” siger den ene bille.

”Skidt,” siger edderkoppen; ”Jeg skulle alligevel op. Hvad laver I?”

Billerne forklarer edderkoppen om det flyvende tæppe. Edderkoppen spærrer alle sine otte øjne op. ”Det lyder sjovt. Hvis jeg giver et nap med, må jeg så være med til at lege?”

”Ja, selvfølgelig,” siger billerne og myrerne i kor.

”Vent lidt,” siger edderkoppen; ”Vi har brug for mere hjælp; jeg kalder lige på fruen.”

Edderkopperne, billerne og myrerne tager fat i bladene og begynder at arbejde sig op ad stammen. Bladene synes begge, at det går ganske udmærket, men de skal jo selvfølgelig heller ikke lave noget. ”Det går noget nemmere nu,” siger den ene bille til edderkoppefruen. Billen synes, hun ser sød ud; smukke øjne og så så mange af dem.

Flere passagerer

Et par bladlus har hørt deres samtale og spørger, om de må komme med. Bladene råber nej; under ingen omstændigheder. ”Jamen, vi lover ikke at spise af jer, på æresord,” svarer bladlusene. Billerne hvisker til bladene, at de æder bladlusene, hvis de ikke holder ord.

”Ok, gå ned til spidsen af mig og sæt jer der,” siger det ene blad lidt modvilligt til bladlusene. Bladlusene skynder sig ned til spidsen af bladet, sætter sig ned, puster ud og ser sig lidt nervøst omkring.

”Er der nogen, der har set et par bladlus på flugt?” spørger to mariehøns; ”De stak af fra vores plantage.” ”Nej,” siger den ene myre; ”Det har vi ikke, måske løb de den vej”. Myren peger ned ad stammen. Mariehønsene løber ned ad stammen.

”Tak,” siger bladlusene; ”Det var sødt af jer; vi er trætte af at være slaver, vi vil gerne være frie.”

”Så varer det ikke så længe, før vi er der.” Billerne lyder glade. ”Det bliver så fedt,” siger myrerne i kor. ”Vi holder lige et hvil mere,” siger edderkopperne; ”Vi spinder lige bladene fast, så de ikke falder ned.”

”I løj for os.” Mariehønsene er kommet tilbage. ”Flygtningene er jo lige der.”

Edderkoppefruen stiller sig foran mariehønsene. ”I lader dem være i fred, det er vores gæster; de vil gerne lege flyvende tæppe, og sådan bliver det!”

”Hvad er flyvende tæppe?” spørger den ene mariehøne.

Billen forklarer dem legen. ”Åh, må vi ikke være med?” spørger mariehønsene; ”Vi giver gerne en hånd med, og vi lover at holde os fra flygt… øh, bladlusene.” De griner lidt; ”Gammel vane, I ved.”

”Det er fint,” siger den ene bille. ”Så kan I også give et nap med, så vi kommer det sidste stykke op; og så skal vi flyve.” Billen ser helt drømmende ud.

”Sådan, så er vi oppe; surrer I bladene fast, så vi kan komme om bord på dem?” spørger billerne de to edderkopper. ”God idé,” svarer de.

”Hvad laver I?” spørger en spyflue.

”Vi leger flyvende tæppe,” svarer bladlusene. ”Vil du være med?”

”Ja, det vil jeg gerne! Selvom jeg flyver selv, er det fedt med selskab.” Den smiler og blinker med alle sine mange øjne.

”Ok,” siger den ene bille. ”Vi skal have edderkopperne til at placere sig midt på bladene; en edderkop på hvert blad.”

”Du går derhen på det blad,” siger den anden bille og peger på myren; ”Og du går over på det andet blad; gå ned på spidsen af bladet, ned til bladlusene.” Begge myrer skynder sig afsted. Griner forventningsfuldt, kigger på hinanden og råber: ”Vi ses dernede!”

”I to skal placere jer ved siden af edderkopperne.” Den første bille peger på mariehønsene. ”Spyfluen må sætte sig der, hvor den har lyst til. Vi placerer os bagest, og når vi er klar, klipper vi linerne, og så flyver vi!”

”Er I klar?” Alle insekterne nikker, bladene råber: ”Klar!”

Flyveturen

Billerne bider trådene over, og bladene sætter sig i bevægelse ud i luften, ud i vinden. Bladlusene skriger højt, hviner; ”Vi flyver, vi flyver!” Edderkopperne er klar til at kaste spindet ud, hvis der skulle blive brug for det; jeg er en slags nødudgang, tænker den ene; det er en fed tjans. Spyfluen nyder at flyve uden at skulle styre selv. Er det virkelig sådan det føles, tænker den. Bladene nyder udsigten og den rolige bevægelse nedad i store bløde cirkler. ”Jeg håber, vi kan få en tur mere,” råber det ene blad til det andet. De svæver stille om hinanden, som en dans i slowmotion. Første gang, jeg faldt ned, nød jeg det ikke, tænker det ene blad. Jeg ramte ind i andre blade i faldet, de råbte efter mig; grimme, vulgære, hånende ord. Hvis bare jeg havde haft en styrmand som billen, så ville han have styret mig uden om de andre blade. Bladet sukker og tænker på sit første hop. STOP!!! Råber han højt til sig selv; nyd nu turen her. Ingen andre blade end dig får en chance for at svæve ned igen; kun mig og min smukke ven der. Bladet kigger over på hende. Hun er et dejligt blad, tænker bladet, de gyldne farver klæder hende; jeg elsker dig, min efterårspige.

Han flyver smukt, tænker hun. Det er anden gang, vi flyver ned sammen; jeg vil gerne have flere ture med ham. Han er så klog og følsom, og så har han de fedeste tatoveringer. Jeg tror, jeg elsker ham. Hun trækker vejret dybt og nyder det frie svæv nedad.

”Hvad synes du?” råber den ene mariehøne til den anden ”Det er fedt!” råber den anden tilbage. ”Pas nu på, du ikke falder af bladet!”

”Det skal jeg nok, jeg holder mig til edderkoppen her,” råber den første mariehøne og peger på edderkoppen.

”God idé; jeg gør det samme,” råber den anden tilbage.

Nødlanding

Det går i store, runde, bløde bevægelser ned mod jorden. Halvvejs nede rammes de af voldsom turbulens, og begge blade kommer op at ride på vinden; de bliver banket ud af kurs, sendt højt op i luften og ud over søen. Der er en voldsom larm på begge blade.

”Hold fast, det er bare turbulens,” råber begge biller. ”Det er ikke farligt, vi har prøvet det før.”

Spyfluen flyver sin vej. Godt jeg kan flyve selv, tænker den; det var egentlig heller ikke særlig sjovt, jeg kan godt lide selv at have kontrol, og jeg hader turbulens.

Edderkopperne kaster liner over til hinanden. ”Grib!” råber den ene til den anden.

”Jeg har den,” råber den anden og surrer linen fast.

Mariehønsene er klar til at lette og flyve op og bede om godt vejr, hvis det skulle blive nødvendigt. Bladlusene går i panik og begynder at gnave hul i bladet.

Bladene råber: ”Spænd sikkerhedsselerne og hold fast, vi flyver ned mod søen. Vi nødlander på vandet.” Myrerne holder fast i edderkopperne. De er bange, de har aldrig set så meget vand før og ved ikke, om det er farligt.

Vinden bærer bladene langt ud over søen. Den ene bille tænker, at udsigten er fantastisk, den har aldrig været så langt væk fra sit fødested før. Hold op, verden er stor, hvorfor blot blive det ene sted hele sit liv; et liv der i forvejen er alt, alt for kort? Nej tak, jeg vil opleve noget; møde andre biller, andre insekter, lære om fjerne steder, måske endda smage fremmed mad og danse fremmede danse og synge fremmede sange med fremmede biller.

”Gør klar til nødlanding,” råber den ene bille. Den anden gentager beskeden på det andet blad. Ganske kort tid efter lander bladene på vandet. Insekterne tumler rundt omkring og forsøger at gribe fat i noget. Det eneste faste holdepunkt på bladet er edderkopperne, de har surret sig fast, de står urokkelige i midten. ”Er alle ok?” råber billerne. ”Ja,” lyder det fra myrerne, mariehønsene, bladlusene og edderkopperne. ”Vi er alle uskadte.” De to blade er landet lidt fra hinanden, men edderkoppernes tråde får dem til at hænge sammen. Bladet med bladlusene er begyndt at tage vand ind. Da bladlusene gik i panik, gnavede de flere huller i bladet. ”Vi må over på det andet blad hurtigt, inden vi synker,” råber billen. ”Tag fat i tråden, og begynd at trække det andet blad til os.”

Alle insekterne hjælper til, på nær bladlusene, som fra naturens side ikke er særlig stærke, og måske er de også lidt flove over de problemer, deres panik har skabt. Inden længe er alle insekterne samlet på det ene blad. ”Vi må slæbe hende med os,” siger bladet; ”Jeg efterlader hende ikke herude midt på søen.” Edderkopperne kaster tråde over til hende og binder hende fast til det andet blad. ”Sådan, så er hun sikret,” siger edderkopperne. ”Men hvordan kommer vi ind til bredden igen?”

”Ja, det er et godt spørgsmål,” svarer den ene bille.

Nat på søen

”Det er ved at blive mørkt; vi kommer nok til at overnatte på søen,” siger den ene myre.

Edderkoppefruen hvisker til den anden edderkop: ”Jeg er bange for mørket; Det er uhyggeligt, så sort, så mørkt, så tomt og så levende på samme tid.”

”Jeg skal nok passe på dig,” siger han, men hvem passer på mig, tænker han. Åh nej, han kan mærke, at alle benene ryster under ham. Billen fornemmer, at edderkopperne er bange. ”Der er ikke noget at være bange for,” siger den. ”Tværtimod, prøv at se, hvordan farverne ændrer sig, i takt med at solen går ned; prøv at se, hvordan skyggerne bliver lange; prøv at mærke, hvordan duftene ændrer karakter her i skumringen; prøv at mærke, hvordan duggen falder; hvordan tiden nærmest sættes i stå; hvordan natten lægger sig som en dyne over jer. Prøv at se op, kig på alle stjernerne, og mærk roen sænke sig i jeres sind. Dette er natten, intet at være bange for. Og bliver I alligevel bange, så er vi her jo også.”

”Tak,” siger edderkoppefruen og giver billen et kys. ”Det var smukt sagt.”

Billen rødmer lidt – heldigvis er der mørkt.

Myrerne har lagt sig på bladet, de kigger op i himlen og ser på stjerner.

”De ligner myretuer,” siger den ene myre.

”Ja, det minder en om, hvor små vi er. Det lærer os ydmyghed. Tror du myreguden bor deroppe?” spørger den anden myre.

”Jeg ved det ikke, men det skulle ikke undre mig. Han bliver nødt til at bo højt oppe for at kunne holde øje med os alle sammen.

”Men tror du, han er vred på os, fordi vi har leget det meste af dagen i stedet for at arbejde?”

”Måske, det håber jeg ikke, men du ved jo, han er en streng gud, han styrer gennem terror. Jeg er nu ikke så bange for ham, jeg vakler i troen. Jeg har set ting, som får mig til at tvivle. Jeg diskuterede engang religion med en sommerfugl, en flue og en bille. De har alle forskellige guder, der alle ligner dem fysisk eller afspejler deres personlighed. Sommerfuglens gud er en sommerfugl. Når den blafrer med vingerne, blæser det på jorden. Deres gud er lige så lalleglad som sommerfuglene. Billens gud er en voldsom gud, som vil indføre et billefat, hvor alle billerne skal lystre ham, og gør de ikke det, bliver de straffet på de mest grusomme måder. Fluens gud er lort; det afspejler fluernes lyst til nydelse. Og vores gud opfordrer til hårdt arbejde, hvor der ingen plads gives til drømmerier; og det er synd, for jeg drømmer, drømmer og drømmer om et andet liv. Vores gud er blot en projektion af vores natur; en social konstruktion. Vi er arbejdsomme, flittige, asketiske og disciplinerede; intet under at vores gud er nøjagtig på samme måde. Den bestyrker i og for sig vores natur og fastholder os i den.”

”Wow, du tænker godt nok meget over tingene. Er du ikke bange for, at det giver dig problemer?” Den anden myre ser bekymret på den første.

”Næ, det tror jeg ikke.”

”Hvad snakker I om?” spørger den ene mariehøne.

”Åh vi snakker om at lege flyvende tæppe; og om myrer må have lov at more sig. Vi er skabt til at arbejde, og vi arbejder hårdt; men nogle gange kunne det bare være dejligt at prøve noget nyt, se noget andet, møde andre myrer, synge nye sange; danse nye danse.” Myren ser drømmende ud over mørket.

”Ja, jeg forstår godt hvad du mener,” siger mariehønen. ”Hvis vi ikke kan drømme, kan vi lige så godt lægge os til at dø. Det er dejligt her ude på søen; bladets blide skvulpen, mørket, stilheden. Jeg vil lægge mig og nyde det hele og sove dejligt.” Mariehønsene siger godnat og lægger sig sammen for at sove.

”Jeg vil også sove,” siger den ene myre.

”Ja, men så godnat,” siger den anden myre. ”Jeg vil stå her lidt endnu og nyde natten og drømme om at være en fri myre,” siger myren drømmende og længselsfuldt.

Myren lukker øjnene og drømmer om sol, varme, blomster og poesi. Den drømmer, at den skriver et digt, at den maler et billede, at den tegner i sandet, at den synger serenader. Pludselig bliver digtet, billedet, tegningen og serenaden ødelagt. Et voldsomt vindstød ødelægger det hele. Myren forsøger forgæves at redde sit arbejde. Den bøjer hovedet ned i sorg. En høj og hård stemme lyder: ”Hvad er det for noget, du laver; det er ikke myrearbejde. Du skal arbejde med det, myrer arbejder med, intet andet!” Myreguden tordner mod myren. ”Ved du ikke, at du kommer i myrehelvedet, hvis du ikke adlyder mig? Tro mig, der vil du ikke hen! Der bliver dine ben trukket af et efter et. Dine øjne stukket ud med gloende pinde. Dit hoved skåret af og din bagkrop delt i to; og det gentager sig i det uendelige.”

Myren vågner med et sæt. Lortegud; jeg er ikke bange for den idiot. Den lægger sig ved siden af den anden myre og sover videre.

Edderkoppefruen kan ikke sove, hun er bange; der er så mange forskellige lyde; natten er levende. Hun trykker sig op ad den anden edderkop; han forsøger at virke stærk, men han er ligeså bange, som hun er. Billerne kigger op på himlen, kigger på stjernerne. ”Det var alligevel en ret vild tur,” siger den ene bille. ”Ja, selvom vi endte her ude på søen, så var det skide skægt,” griner den anden. ”Vi skal have en tur mere, det er helt sikkert.” ”Helt sikkert,” de griner begge.

Flyvende tæppe 2.0

Dagen gryer, mørket svinder, edderkopperne er glade for lyset. Mariehønsene sover stadig, myrerne har været vågne længe, ligesom billerne. Bladene sejler rundt ude midt på søen; der er langt ind til bredderne herfra. ”Gad vide, hvordan vi kommer ind til bredden?” siger denne ene bille. ”Ja, det er et godt spørgsmål,” svarer den ene edderkop. ”Måske kan vinden blæse os derind, men der er bare ingen vind.”

”Nu ved jeg, hvad vi er!” siger den ene mariehøne, der lige er vågnet; ”Vi er skibsbrudne, og hvis vi ikke bliver reddet, bliver vi på et tidspunkt nødt til at spise hinanden. Vi stemmer for at spise bladlusene.”

Bladlusene ryster.

”Vi spiser ingenting,” siger billen; ”I kan flyve; tag og flyv ind til bredden og find hjælp.”

”Åh ja, det havde vi helt glemt,” griner den ene mariehøne lidt flov. ”Kom lad os flyve.” De to mariehøns flyver afsted.

”Tror du, de finder noget?” spørger den ene edderkop.

”Nej,” svarer billen; ”De er ikke for kloge, men nu spiser de da ikke bladlusene.”

”Jeg har en idé,” siger edderkoppen. ”Prøv at se der; det der er en guldsmed, den flyver tæt på vandet for at fange insekter. Hvis vi kan fange den, kan den trække vores blad ind til bredden.”

”Men hvordan har du tænkt dig at fange den?” spørger myrerne.

”Se her,” siger de to edderkopper. De spinder en lang tråd og laver en løkke i den ene ende. ”Hvem vil lege cowboy?” griner de.

”Mig, mig, mig,” råber den ene bille. ”Tag mig, tag mig, tag mig!” Billen hopper entusiastisk op og ned.

”Ok,” siger den anden bille. ”Hør efter alle sammen. Jeg lokker guldsmeden ned mod os, og du kaster lassoen. Når jeg fanger den, så hold godt fast i edderkopperne, det kommer til at gå stærkt. Er I klar, den kommer nu!”

Guldsmeden har fået øje på billen, som står og vifter med bagdelen og råber ”Kom og tag mig! Kom og tag mig; du tør ikke, tøsedreng!”

Det vil guldsmeden ikke have siddende på sig, desuden er den også lidt sulten. Den dykker med al den fart, den kan præstere, ned mod bladet. Billen styrter i dækning bag edderkopperne, de er for store til at guldsmeden kan tage dem. Idet guldsmeden kommer tæt på bladet, råber edderkoppen: ”Kast!” Billen kaster lassoen, og løkken lægger sig om guldsmedens hals. Den strammes, da snoren spændes ud; bladet sætter i voldsom fart. Alle insekterne holder fast i edderkopperne, og det går i rasende fart ind mod bredden. ”Hold fast!” råber billerne. Den ene bille kigger bagud, det andet blad følger bagefter, snoren er stærk nok. Guldsmeden bliver forskrækket og sætter i en vanvittig fart ind mod bredden, tværs over søen. Bladet med insekterne er tæt på bredden nu, og billen klipper snoren over. Bladet sejler op på land, og guldsmeden fortsætter ind over land. Billerne kan se, at den drejer længere fremme og fortsætter ud over vandet. Den ser ikke ud til at komme tilbage. ”Vi klarede det,” råber billerne glade; ”Vi klarede det. Det er den vildeste tur, vi har prøvet. Skal vi ikke kalde den leg flyvende tæppe 2.0.”

Torkild Thellefsen.