Fortæl en historie, Charlotte!

Siden Z var helt lille, har hun bedt mig fortælle historier. Reglen er, at hun skal give mig tre eller fire ord, som jeg så skal digte en historie om. Det er en fin måde at tilbringe lange køreture på. For både barn og voksen.

For mig selv, alene, bruger jeg billeder. Billeder, der allerede rummer en historie, som blot skal slippes ud. En historie, der kan twiste og dreje, så den bevæger sig væk fra billederne og ind i noget, der ikke fandtes for et øjeblik siden. Fantasi kaldes det. Dagdrømme. Poesi.

Her er fire billeder, der kan kickstarte en vild, eventyrlig fortælling, hvis du har lyst til at give det et forsøg.

En perfekt reproduktion af Nefertiti.nerfertiti Nefertiti, den smukkeste kvinde i historien. Kvinden, hvis navn måske betyder “skønheden, der kommer”. Dronningen, der regerede ved siden af Akhenaten og fødte seks døtre. Stakkels døtre! At skulle leve op til en mor så smuk og prægtig er en skæbne, intet pigebarn burde bære.

Du kan genkende Ægyptens hede ørkensand i Nefertitis perfekte hud, Nilens grønne vand og solens brændende gyldne lys i hendes smykker.

Men se kvindens blik, hvor hun skuer mod uendeligheden med visheden om, at tiden er buet som himmelhvælvingen, og at hun er nødt til at dø ung, for skønhedens eftermæle kan ikke tåle alderdommens ravage.

liljekonvallerEn buket linjekonvaller. Lilies-of-the-valley. Giftige og skrøbelige. Skovbundsblomster. Rækkerne af små, dinglende hvide kysehoveder, som engelske babyer i kæmpebarnevogne skubbet af nannies i knitrende, stivede forklæder. Tunge er de, hovederne, for tunge til spinkle stilke. Så udmattende er det at holde sig oppe, holde sig frisk og strunk. Oh, var man da bare en svimmel anemone i stedet!

Duften af liljekonval, kvælende og påtrængende. Forførende, forvirrende. Duften så ganske anderledes end blomsterkronernes fine forgreninger. En duft, barndomsminder er skabt af, når mor kyssede godnat, og far stod i døren. Når farmor strøg med pergamenttørre fingre over varme kinder. Duften af liljekonval hænger fast i livet.

tåge svømme

Tågesvømning. Når det lige har regnet, er fjordens vand blødere, lettere. Man synker dybt og tungt uden saltets styrke til at holde kroppen op. Vandet er glat og blødt som olie. Svømmetagene langsomme i tågen.

I det flade land kalder vi det mosekonens bryg, når disen hænger i fede striber og bølger over flade landskaber. Og det skal man skam tage alvorligt, for mosekonebryg er hverken for de vægelsindende eller de hulhjertede. Det kræver stort ego og stort mod at træde ind i det ukendte, hvor engle og dæmoner gemmer sig bag et slør af skjulte hensigter.

Og man kommer ikke ud af tågen, før man har taget en dram af mosebryggen, og hvem ved, om man nogensinde bliver den samme igen.

Jeg gør ikke. Gør du?

Theodore-Roosevelt's-diary-the-day-his-wife-and-mother-died,-1884Teddy Roosevelts dagbog. 14. februar 1884. Den dag Roosevelts unge hustru, Alice Lee,  døde i barselssengen, få timer efter Roosevelts mor var død. Den dag lyset forsvandt.

Men gennem papirets ældede transparens aner vi, at livet, hvis ikke lyset, fortsætter. Og nysgerrigheden folder kløerne ud: Hvordan lever man et liv i mørke? Hvordan sætter man den ene fod foran den anden, skumringsdag efter skumringsdag? Hvad driver manden bag de døde kvinder? Er det længslens stadigt svagere flammer eller resignationens nøgterne accept af arbejdet, som forløser?

Det sidste, må vi formode, givet historiens gang.

Oh, Alice Lee and little baby Alice.