Hvor går kærligheden hen, når den går over?

Det er ikke misvisende, at Lasse Løagers første roman har billedet af en falden engel på forsiden, for hans digte afslører det blodige, åbne sår mellem skulderbladene, efter vingerne blev flået af digteren. 

Lasse kender smerten godt. Alt for godt, synes jeg. Smerten er ikke i sig selv værdifuld, men den perspektiverer livet og gør os bedre til både at fatte og håndtere andre menneskers smerte. Smerten er bassen i livet, den dybe tone, resonansen, uden hvilken vi blot ville være musiske døgnfluer. For nogen af os er smerten klædt i længslen og forladtheden, og her tjener Lasse som vores guide. En modig guide, der er villig til at lægge sit hjerte til skue i køledisken for vores nøgterne og kritiske blik.

Her fortæller Lasse om usikkerheden ved at kalde sig digter og forfatter, ved at stå ved sit talent. Nederst på siden kan du se nogle af Lasses digte.

Inspiration kan slå ned som et lyn fra en blå himmel.

Pludselig kan en sætning forme sig, og hvis det er til et digt, bliver omridset synligt med det samme. Ganske som en billedhugger formentlig kan se værket, inden det overflødige hugges væk, ser jeg digtet i sin helhed, inden ordene er kommet på. Der bliver sjældent redigeret, og hvis der gør, er det udelukkende for rytmens skyld.

Det kan ske på alle tidspunkter af døgnet og i alle miljøer. Det er ikke kun i skoven, langs stranden eller siddende i absolut ro. Det skete for nylig i København, i en boghandel, at en sætning pludselig tog form. Jeg skrev ordene ned og besluttede, at de først skulle slippes løs, når tiden var rigtig. Ikke desto mindre blev ordene siddende, og allerede inden jeg havde puttet telefonen tilbage i lommen, havde digtet fundet sin form. Som regel skriver jeg ned på papir, hvis der er noget i nærheden. Før i tiden forlod jeg aldrig hjemmet uden min notesblok, i disse moderne tider fungerer smartphone dog som digital notesbog.

På trods af et livslangt kærlighedsforhold til ord, har jeg aldrig set mig selv som hverken digter eller forfatter.

Som barn skrev jeg et manuskript til en film, idéen var at sætte Sylvester Stallone og Arnold Schwarzenegger i hovedrollerne og så ellers lade dem dele skallesmæk ud til højre og venstre. Manuskriptet led skuffedøden og blev ikke til mere end et par tegninger og en håndfuld sætninger. En af disse er blevet siddende: ”Læg den ostehøvl, bror Lort, eller jeg snitter dig i stribede tern.” Scenen, hvori ordene falder, fortaber sig i tågerne, men ordene blev siddende.

Den 13. juni 2016 udkom min debutroman, Skyggefald. Ved receptionen dukkede der masser af søde mennesker op. Mange havde gaver med og ønskede stort tillykke med bogen. Flere gange undervejs hviskede jeg til mig selv, at nu skulle det altså nydes, for det var én af den slags oplevelser, som kun kommer én gang i livet. Ganske som første kys ikke kan gøres om, kan første bog ikke udgives igen. Ikke desto mindre havde jeg svært ved at være nærværende, for en tanke blev ved med at vende tilbage til mig: Jeg er jo ikke en rigtig forfatter, gad vide hvornår de opdager det?

Det er det samme med digtene, de taler et sprog uden ord

… inden jeg griber ud efter dem og skriver dem ned. Som barn brugte jeg digtene som overtryksventil, når noget indeni gjorde for ondt, kunne en åreladning med ord ofte hjælpe. Det eneste af digtene nedenfor, som har en titel, er samtidig også det ældste. Det er fra starten af 90’erne og har altså lidt over tyve år på bagen. Men jeg er jo ikke digter, bliver jeg ved med at sige til mig selv, alt mens det ene digt efter det andet bliver puttet i skuffen, ned i dybet til alle de andre.

I nyere tid har opslag på Facebook fungeret som en virtuel skuffe. Det var aldrig planen, at digtene skulle samles og udgives, for det er jo noget som digtere gør og ikke autodidakte bonderøve som mig.

Ikke desto mindre har jeg besluttet at samle digtene og forsøge at få dem udgivet. Hvis alt går, som jeg ønsker det, bliver det i løbet af efteråret. Hvor min bog nummer to, som jeg i øvrigt lige er blevet færdig med, gerne skulle udkomme.

Ord er med til at skabe virkelighed, de kan give klang til noget, som ellers kan være uhåndgribeligt. Ofte har jeg kæmpet med at forstå mig selv, der har digtene hjulpet. Det er som at fortælle noget uden at sige det. Det er åbent og frit. Foranderligt.

Forladt

Jeg er i en ørken uden sand
På vej væk fra mig selv
På bunden af et ocean uden vand
Alle fuglene skriger

Jeg sidder ved et bål uden varme
Her er visne blade, men ingen træer
De døde og de glemte holder mig i deres arme
Mit ur har tabt sine visere

På en lang rejse min sjæl flyver ud
Ensom gråd i tusmørket
Vil have svar, er jeg alene? Er du der gud
En sort sol står i Zenith.

***

Hvor går kærligheden hen,
når den går over?
Understrøm i sjælen,
ingen drømme i dybet,
hvor hjertet stille sover

***

Åbner øjnene,
lytter ind i stilhed,
hører genfærdet af din stemme,
et ekko,
med klang vakt til live
En drøm,
som vinter byder sommer at glemme,
det stille hjerte ved
at intet gyldent kan blive

***
Der er håb,
nu hvor mørket bliver delt
Smerte veksles til visdom,
den faldne vil elske igen,
for kun et knust hjerte er helt

Portrætfoto af: Alex Nyborg Madsen

 

skyggefald_cover

Lasses første roman, Skyggefald, kan købes hos boghandlere.

Læs mere om Lasses arbejde her