ORD
by Charlotte Mandrup

Individualistiske fødder

Lykke Duvald skriver fine, små epistler om hverdagsting og drømme. Her er det en hyldest til de fødder, der så loyalt bærer os gennem livet, dansen og løbet, selvom vi ofte tager dem for givet og presser dem ud over al rimelighed. En lille kærlighedserklæring til de trofaste og sofistikerede stykker anatomi, der er selve grundlaget for vores liv. 

HØJREFODS DHL-BLUES …

”Gå bare,” hviskede højrefoden til venstrefoden.

De havde altid været uadskillelige. Trådt deres første barnesko sammen, forceret enhver vandpyt i fællesskab, jokket i spinaten sammen, ja endda krummet tæer sammen. Udholdt tårnhøje hæle, pinslen i et par alt for spidse snuder og skammen over at trave chikke Paris tynd i et par ufikse Teva-sandaler. For ikke at tale om de branderter de tappert havde båret hjem sammen.

Men et sted i Italien, langt inde i en toscansk olivenlund var der sket noget, som nu havde forandret deres ellers så synkroniserede og jævnbyrdige forhold.  Venstrefoden havde fået mod på nye eventyr, og højrefoden, som altid havde haltet en næsten umærkelig men lille bitte smule efter, når det gjaldt, og aldrig havde været helt så langt fremme i skoen så at sige, var bekymret. Hvorfor det absolut skulle være nødvendigt at løbe det DHL-løb, kunne den ikke forstå.

”Kom nu”, sagde venstrefoden. ”Jeg kan ikke klare det uden dig, og vi har altid gjort alting sammen.” I sin iver efter at overtale højrefoden og vise, hvordan de sammen kunne løbe – helt på lige fod – drejede venstrefoden for hurtigt og for voldsomt rundt på hælen. Manøvren tvang højrefoden til at følge ganske ukoordineret med – uden mulighed for at sætte af på den helt rigtige måde. Smerten kom pludseligt, da højrefodens lilletå uden varsel ramte træstubben og sendte resten af foden til tælling. Alt blev stille, og midt i smerten øjnede højrefoden en udvej.

”Jeg gør det ikke,” sagde højrefoden, da venstrefoden bekymret gav udtryk for, hvordan det nu skulle lykkes at gennemføre løbet. Nu var gode råde dyre, og venstrefoden, der var vant til at være den, der havde fod på tingene, vidste, at der kun var én ting at gøre, hvis højrefoden skulle overtales.

Og sådan gik det til, at man kunne observere to glade fødder, den ene syngende og den anden dansende, gennemføre DHL-løbet i fineste stil.

Happy feet, I’ve got those happy feet
Give them a low down beat
And they begin dancing
I’ve got those ten little tapping toes
And when they hear a tune
I can’t control my dancing heels
To save my soul

Weary blues can’t get into my shoes
Because my shoes refuse to ever grow weary
I keep cheerful on an earful of music sweet
‘Cause I’ve got happ happ happy feet

Weary blues can’t get in our shows
Because our shoes refuse to ever grow weary
We keep cheerful on an earful of music sweet
‘Cause we’ve got happ happ happy
‘Cause we’ve got happ happ happy feet
Feet!

(Wynton Marsalis)

Billede komponeret af Christian Løgstrup (se andre af Christians værker her)