Jagten på det gyldne håb

Mangler du noget at læse med piger i 6-10-årsalderen, er her et illustreret eventyr om magiske væsener og modige børn. Det er fortællingen om den dag, hvor det Det Gyldne Håb forsvinder, hvilket truer både livet og lykken i Det Milde Land, hvor Rune Ridderspore lever. Sammen med sin bedste ven, Signe Månestråle, og hendes ulvehund må de gennem mange strabadser og eventyr for at finde Det Gyldne Håb. De to børn skal finde Håbet, før det er for sent, men de er oppe mod skruppelløse modstandere og farlige kræfter.

Læs “Jagten på det gyldne håb” her.

Jagten på det gyldne håb er et eventyr, jeg skrev til pigerne for nogle år siden, da de var henholdsvis 6 og 10 år. Eventyret handler om Signe Månestråle og Rune Ridderspore, der bor i et univers, der måske minder lidt om middelalderen. I klassisk eventyrstil er der gode og onde mennesker, kloge og dumme. Der er farlige væsener og forunderlige skabninger, der hjælper med retning og råd. I centrum er de to modige børn og deres bedste venner Reidar Bjørneklo og Aileen Ildhår – begge to voksne – men voksne, der fungerer bedre i naturen end i borgerskabet. Som det sig hør og bør, er der fare på færde og mange strabadser, der skal overvindes, hvis børnene skal redde Den Blå Verden fra undergang.

Historien startede som en fortælling om nogle Barbiedukker, jeg lavede kostumer til. Men Barbie kunne ikke leve op til mine indre billeder, og jeg investerede i de fine håndlavede  dukker, som Robert Tonner laver. Som ret beset ikke er for børn, men kostumerne var nu heller ikke velegnet til at blive taget af og på af små, ivrige pigefingre.

Jeg brugte måneder på at skabe deres kostumer. Jeg lærte at sy som helt lille, men har ikke håndværket til fx at lave smykker eller metalting. Så jeg måtte finde snørebåndsløsninger til den slags. Man kan meget med piberensere, fandt jeg ud af.

Men det fungerede for mig. Jeg har brug for billeder af mine karakterer, hvis de skal have fylde og liv. Eller endnu bedre, som jeg fik det her, både billeder og stoflighed. Når jeg holder den Den Sørgmodige Seerske i hånden og mærker dukkens tyngde og form, ja så lever hun altså, Seersken, i sorg og dyb, smertefuld empati.

Mørkets enke
Min ynglingsfigur: Mørkets enke, som blev ond, da hun mistede kærligheden.

Men inden historien rigtigt foldede sig ud, brugte jeg lang tid på at skabe selve universet, noget som mange drenge, og måske også nogle enkelte piger, har gjort gennem århundreder. Jeg legede gud og formede et lukket univers med kun fire lande, så det ligesom var til at holde styr på. Hvert land har sine karakteristika og sine meget forskellige befolkninger. Det var en dybt tilfredsstillende ting at lave. En øvelse udi kreativ kontrol. Jeg kan kun anbefale det.

dias1

En ungarsk illustrator, Văcaru George Florin, lavede tegningerne til bogen for ganske få penge. Set i bakspejlet ville jeg hellere have haft fotografier af dukkerne.

Vi lavede naturligvis også et filmet forfatterinterview, som Thea gennemførte med mig.

Der er læst korrektur på bogen, men den har ikke været gennem en redaktør; så du kan støde på fejl undervejs. Men når det er sagt, så gætter jeg på, at pigerne vil synes, den er god.

Gem

Gem