Jeg hitter ikke på, jeg former

Jørgen Wassilefskys digte er fine og enkle i deres afdækning af livets uundgåelige bevægelse. Der er en insisteren på at SE og forholde sig nøgent til det.

Jørgen er boganmelder, digter og forlægger. Her fortæller han om sin inspiration og viser et af sine digte, samt en hyldest til nyligt afdøde Peter Bastian; manden, der bragte os ind i musikken.

BEVÆGELSE, FRA EN ENDE

1

Denne uro, hvor sindets

Kerne, brydes, væsker

Uden at nå bunden.

Revler, sunket i havet

Ituslået/til stede i

Det hvælvede brus

Fossende, drevet

Frem

Farvens kabys

2

Bevægelse, fra en ende

Til

Det der lå derude/derinde

Skjult bag rettet

Jeg hitter ikke på, jeg former

Det jeg ser!

Stilkeskjul, et årtusind gammelt

Sted/bunkebryllup, lag på

Lag hengemt, flydende, strømmende

Fra

3

Tegnet, det afgørende

Tegn

Mine hænders

Afstemning, den

Stilk, der endnu

Ikke er plukket.

Blotlagt

Mit sinds

Rekyl

Når noget

Kommer forbi

4

Dette vådeskud fra øjnes

Natside; dette svælg af

Tilgroede stier, synkefærdige

Sejladser – alt det der står

Ubrugt tilbage glider forbi

Den ene månefase

Efter den anden

Et relikvie, gravet dybt, finder

Sin egen afgrund

“Jeg er en visuel digter. Det, jeg ser, læser, kan sætte det hele i gang. En enkelt strofe i et digt eller et prosastykke, et maleri, er i stand til at styrke skriveprocessen. Det udfolder sig gerne som et digt med op til flere strofer, da inspirationen ved det sete er fuld af billeder, der nærmest strømmer til. Billederne skrives ned, og arbejdet med at sætte det skrevne i form begynder. Det kan i forhold til inspirationens pludselige opståen godt tage en del tid, men som regel lykkes det. Det sker også, at skrevne digte kasseres.

Jeg kan ikke fortælle, hvilke følelser der er forbundet med inspirationen – den opstår uventet, men at inspirationen er der, sammen med en stor koncentration, det er, hvad jeg kan fortælle.

Peter Bastian døde forleden. Her vældede erindringsfølelser op i en næsten uhørt strøm, der resulterede i et digt.”

PETER BASTIAN

Så inderligt til stede

Så nær –

Disse rødder, der hele tiden

I sin veksling, rører

Berører sindets inderste –

Haver så store, så favnende

Bredt ud.

Luftbåret – tonerne er ikke

Til at standse, bryder mørket

Sætter et nyt mandskab

Flaksende som sommerfugle

Finder en ny lovsang

 

Læs mere om Jørgens digte og bøger her