Frédérique Morrel dækker døde dyr i håndarbejde udført af – formentlig – døde kvinder. Lidt morbidt, meget kreativt. Hun placerer og strækker broderierne på en måde, så de bliver mere end et ekstra lag pels for dyrene; de bliver et nyt udtryk, en anden kropsbevægelse.
Morrel siger selv, at de gamle korsstingsbroderier, som vi kan finde i genbrugsbutikker og på loppemarkeder, på smukkeste vis symboliserer det, hun gerne vil vise i sit arbejde: Tabet af paradis op mod moderne forfængelighed. Broderierne fortæller en historie om værditab; de var tidskrævende at skabe, nu kan de fås for håndører. Tabet af æstetisk værdi; i dag har de ingen æstetisk værdi (siger Morrel – ikke jeg), mens engang blev de betragtet som smukke, især af dem, der have skabt dem. Tabet af følelsesmæssig værdi; engang var broderier vidne til kærlighed og familielykke (sikkert også til meget andet, tænker jeg), i dag ligger de mølædte bagerst i skabe og nederst i kasser på loftet.
” I revitalize them, offering a redemption, beneath animal appearance and covered with this popular language. I give them back their central and essential place inside households.”
Se mere af Morrels arbejde her. Inklusive mennesker dækket af de gamle korsstingsbroderier.
Frederique Morrel og hendes familie (temmelig modige teenagedrenge!).