Kvinderne for enden af en smuk sætning

Olav Hergel skriver spændingsromaner med journalistens skarpe iagttagelse, ukrukkede sprog og politiske twist. Den seneste roman fra Hergels hånd, Punktum, har berettiget vakt anmeldelsernes begejstring, om end Berlingske var lidt pikeret. Det er helt, som det skal være, for Hergel udstiller uskønheden i Berlingskes mellemledere og bladhusets click-obsessions.

Personligt holder jeg meget af Hergels rammende beskrivelse af en fortabt mand, der ikke er noget uden sin byline, og som prostituerer sig i jagten på at forblive relevant i en digitaliseret medieverden. En mand, der lever af håbet om de kvinder, der venter for enden af en smuk sætning, og hvis undertrykte aggression truer med at tilintetgøre ham.

Her fortæller Olav Hergel om sin skrivning, og hvordan han balancerer journalistik og skønlitteratur. Vi har fået lov at bringe første kapitel af Punktum. Det kan du læse nederst i opslaget.

Portrætfoto: Sigrid Nygaard

Hvordan har du skabt ”Punktum”? 9788740014587Jeg skrev en side for tre år siden. Den læste jeg op for min kone og min datter. De kunne lide den. Den side kom aldrig med i bogen, men jeg havde fået mod på at skrive. Så gik der to år, og så skrev jeg 50 sider til og gav dem til Politikens forlag. Sådan har jeg også gjort med mine andre bøger. Skrevet omkring 50 sider og givet dem til et forlag, der så har vendt tommelfingeren op eller ned. Her sagde Politikens forlag, at den ville de gerne udgive. Så gik der et år med journalistik, flygtninge på Lesbos og folketingsvalg. Derefter tog jeg med lidt økonomisk hjælp fra forlaget og lidt lønnedgang seks måneders fri fra Politiken og lagde al min ferie oven i. Det blev til otte måneder i alt, hvor jeg skrev på samme måde, som jeg altid gør. Skriver fra cirka ni om morgenen til et om eftermiddagen. Spiser frokost, slapper af og redigerer det, jeg har skrevet.  

Jeg skriver fra cirka ni om morgenen til et om eftermiddagen. Spiser frokost, slapper af og redigerer det, jeg har skrevet.

Hvilken del af skriveprocessen er vanskeligst for dig?  Når det ikke flyder sprogligt, forsøger jeg at skrive hen mod den afslutning, jeg vil have på kapitlet. Når handlingen for kapitlet ser ud til at være der, begynder jeg at rette i det sprogligt. Når der ligger en struktur, er det i hvert fald for mig lettere at forbedre sproget.  

Hvordan skelner du mellem dit Politiken-arbejde og din skønlitterære skrivning? Jeg har altid set mig selv som en professionel journalist og en litterær amatør. Jeg ved som regel, når noget holder i en journalistisk artikel. Jeg er i langt større tvivl, når jeg skriver bøger. Men grundlæggende handler det om det samme. Få plottet til at fungere, få personerne til at leve, og skær fedtet fra. Det sidste er jeg elendig til. Mine redaktører redder mig gang på gang.

Hvad og hvem inspirerer dig og hvorfor? Først og fremmest journalistikken. Andre, der skriver bøger, må ud at researche. Jeg møder alle mulige mennesker som journalist og kommer i mange forskellige miljøer. Henrik Pontoppidan og Lykke-Per inspirerer stadig. Bedste danske roman nogensinde. Ellers: John Steinbeck og Vredens Druer. Morten Pape og Planen. Jesper Stein og hans krimier. Hanne Vibeke Holst. Leif Davidsen.

I det hele taget andre journalister, der er blevet forfattere. Mange skønlitterære anmeldere får knopper, når journalister skriver romaner. Jeg synes ofte, at de stærkeste og bedst skrevne romaner er skrevet af journalister. Det journalistsprog, som de skønlitterære anmeldere ikke kan lide, er det, jeg holder mest af. Det er ukrukket og forsvinder ikke i magisk realisme og andre mærkværdigheder. Dermed ikke sagt, at alt mulig andet ikke er fremragende. Man skulle nødig blive lige så ekskluderende som de alt for finlitterære. Det virkelighedsnære er bare det, som fanger mig bedst. Det er vel også derfor, jeg blev journalist.

Det [journalistsproget] er ukrukket og forsvinder ikke i magisk realisme og andre mærkværdigheder.

Hvad gør du for at holde din kreativitet levende? Nogle gange og i nogle perioder vrimler det med idéer. Andre gange ligger hele verden lige uden for, og man kan ikke se en eneste historie. Så er det for mig det bedste at gå til et redaktionsmøde på avisen og gribe en aktuel historie, der bringer en uden for huset. Virkeligheden svigter næsten aldrig. Det vil sige; stormflod er for stort et ord til den reportage, jeg for nylig skulle lave fra et blikstille Øresund.

Hvad har skrivningen og sproget betydet i dit liv?  Jeg er uddannet jurist, og var jeg ikke kommet ind på Journalisthøjskolen i anden omgang, så var det nok blevet advokat på et af de kontorer, der tog nyuddannede med meget lave karakterer. Det havde været synd for både mig og klienterne. At jeg har kunnet leve af at skrive har betydet alt. Punktum handler også lidt om en mand, der intet er uden sin byline og sin avis. Hver eneste gang, der har været en fyringsrunde på de blade, jeg har været på, så har jeg tænkt, at det bliver nok ikke mig, og hver eneste gang har jeg set ned i afgrunden og tænkt: Hvad hvis det bliver mig? Hvad så? Jeg har ikke noget svar. Heldigvis er det ikke sket.  

At jeg har kunnet leve af at skrive har betydet alt.

Hvorfor valgte du skrivningen? Fordi dansk stil var det eneste, jeg fik nogenlunde gode karakterer i. Fordi jeg normalt har let ved at tale med andre mennesker, og det skal man kunne som journalist. Fordi jeg er doven. Jeg ved enormt lidt om enormt meget. Et karaktertræk ved journalister. Fordi jeg ville ud at opleve noget. Fordi man som journalist kan gøre opmærksom på forhold, som man selv finder uretfærdige. Man kan ikke ændre noget alene. Men nogle gange synes både politikerne og læserne, at det, man har beskrevet, skal der ændres på, og så sker det engang i mellem, at der bliver ændret på det. Ikke ofte, men alligevel. Endelig er det vel også lidt, som der står i Punktum:

”Mikkel Haslund var blevet journalist for at erobre de kvinder der venter for enden af en smuk sætning”.

Læs første kapitel af Olav Hergels Punktum her

 

Olav Hergel: Punktum. Politikens Forlag 2016, køb den her eller hør den som lydbog hos Mofibo.