Vi savner dig!

11-11-16. Leonard Cohen døde i nat. Manden, hvis ord og stemme trøster og løfter og minder os om vores menneskelighed. Klaus Lynggård skrev en smuk artikel i Information blot få uger før. Jeg har ikke andet at tilføje.

Klaus Lynggård, Information 21-oktober 2016

Hvor kun mørket venter

Min farfar blev tussegammel.

De sidste mange år snakkede han mest om at komme op og ligge ved siden af Rigmor, min højtelskede farmor, på kirkegården i Skive.

Jeg var ung og dum og forstod egentlig ikke hans higen mod døden, jeg synes på en måde, det var blæret, han var blevet så gammel.

Han var sgu så sej, den gamle.

Med hans porcelænspiber, hans cigarer, hans skrå og snus (»Cigaretter er for damer!« sagde han), med hans veste og lommeure og fint udformede stokke, med hans kinamandsagtige ansigt og uforlignelige stil var han i den grad et fortidslevn, men også bare så virkelig og skøn og statuesk.

»Jeg har jo set det hele,« sagde han. »Og nu har de sateme også sat en mand på månen.«

Men jo, med to verdenskrige i bagagen plus det løse i form af så vilde teknologiske fremskridt, at det nærmest var, som om Jules Vernes romaner tog form for øjnene af ham, havde den gamle mand set og hørt nok, da han endelig fik fred i 1980, 90 år gammel.

En forpulet tømmerflåde

Der kunne man tale om, at en epoke gik under. Vi mistede forbindelsen bagud og har i og for sig drevet rundt på åbent hav siden. På en forpulet tømmerflåde.

Jeg kommer til at tænke på min farfar og det der med at være mæt af dage, når jeg lytter til Leonard Cohens seneste lp, You Want It Darker. Den lille canadiske jøde er efterhånden 82, en alder, hvor de fleste nok vil stille sig tilfredse med at kunne passe deres have.

Og manden havde jo i realiteten også trukket pensionskortet tilbage i starten af årtusindet, hvor han med den skarpe Ten New Songs (2001) og det noget mere skitseprægede Dear Heather (2004) ligesom synes at være ved at runde af.

Men så opdagede Cohen, at hans mangeårige manager Kelley Lynch havde lænset ham, så man tror det er løgn. Solgt rettighederne til hans sange og tømt hans konti og i det hele taget røvrendt ham så godt og grundigt, at han stoisk valgte at vende tilbage til landevejen og pladestudiet og genoptage sangen.

Evne til at sætte ord på lortet

Det har så været en gevinst for dem af os, der ikke kan få nok af denne sanger og poet og hans mange kvababbelser, hans længsel efter udfrielse fra dette jordiske hylster, hans afhængighed af skønhed og evige søgen efter klarhed og ikke mindst hans uforlignelige evne til at sætte ord på lortet.

Tre fabelagtige verdensturnéer og med You Want It Darker nu også tre albums fra en alder, de færreste af os når, og som her i vores ungdomsforherligende og generationsforbrugende samfund heller ikke ligefrem oser af glamour.

Som med Old Ideas (2012) og Popular Problems (2014) er vi helt inde og kradse i tingenes marv, musikalsk bliver det ikke meget mere minimalistisk, og han formår efterhånden kun lige at antyde de melodier, der altid har været en del af styrken i hans sangskrivning.

Sønnen Adam Cohen har produceret med stor finfølelse og indfattet den gamle digters stemme i de mest underspillede og diskrete arrangementer, der tænkes kan, det er som altid og næsten naturstridigt gudeskønt at lytte til. Sønnen har har ifølge Cohen nærmest trukket pladen ud af ham, da han grundet smerter i forbindelse med en dårlig ryg faktisk havde opgivet projektet. Så vi skylder, Adam, vi skylder.

Hæs hvisken

Stemmen, ja, stemmen er så efterhånden reduceret til en hæs hvisken, og stilen på pladen er tættere på det, tyskerne kalder gesprechsang, end sådan skønsang i klassisk forstand. Ikke at Cohen nogensinde har gjort Aretha Franklin rangen stridig, hvad angår at tilhøre kategorien stor sanger, men han kunne dog lidt mere i sine unge dage.

Han er til gengæld ikke løbet tør for ord og formår til stadighed at løfte sangteksten op i poesiens felt. Som vi ved fra utallige forsøg fra lige så mange håbefulde sjæle, er det kun ganske få forundt, at lade disse af natur og temperament så forskelligartede discipliner mødes og gå op i, om ikke en højere, så dog en form for enhed.

Personligt er jeg én af dem, der blev lokket ind i poesiens bizarre rum af bl.a. denne Leonard Cohen, så tak for det eller damn you to hell, det ved jeg sgu ikke rigtig.

Men

i sandhedens blodige navn, hvor har den mand dog sat ord på mange af de tanker og følelser, jeg er gået og har bokset med

uden at de ville forlade uhåndgribelighedens formørkede rum, før Cohen kom futtende med sin lille sprogmaskine og om ikke andet så i det mindste klargjorde, hvor fucked up min hjerne og mit sind var/er.

Alderdommens raseri

Nøglesangen er naturligvis titelnummeret, hvor digterens uforlignelige sans for paradoks og menneskets til evig tid modstridende impulser atter engang overlegent foldes ud:

»They’re lining up the prisoners/ And the guards are taking aim/ I struggled with some demons/ They were middle-class and tame/ I didn’t know I had permission to murder and to maim / You want it darker …«

Og det vil man jo så egentlig ikke. Men i samme sang lyder det også, næsten triumferende:

»Hineni Hineni/ I’m ready, my Lord« (Hineni betyder »her er jeg« på jiddisch ifølge wiki).

Cohen er klar til at gå ind igennem den dør, ingen aner hvor fører hen, om nogen steder overhovedet. En dør vi alle skal igennem før eller siden.

Og han siger vel også en del om alderen med følgende linje fra sangen »Treaty«: »I don’t care who takes this bloody hill/ I’m angry and I’m tired all the «, der igen minder undertegnede om et lignende udbrud hos W.B. Yeats: »You think it horrible that lust and rage/ should dance attention upon my old age« (fra digtet »The Spur«).

Jo, alderdommen har sit eget raseri

så forskelligartet fra ungdommens mere målrettede fråden mod foregående generationer og utidssvarende institutioner. Og i manges øjne vel også upassende, de gamle har sateme bare at være hyggelige og ufarlige, ikke sandt.

Som om det er superfedt langsomt at blive frarøvet det, der i mange år var en selvfølge, man end ikke reflekterer over. En velfungerende fysik. Potens. Hukommelse. Tænder, for helvede. Og så fucking videre.

Cohen er jo dog nu engang Cohen, hvis ikke han havde blik for kærlighedens forsonende styrke, som i den meget smukke »If I Didn’t Have Your Love«, hør f.eks. blot sangens tredje vers:

»And if no leaves were on the tree/ And no water in the sea/ And the break of day had nothing to reveal/That’s how broken I would be/ What my life would seem to me/ If I didn’t have your love to make it real …»

Jo, vi er alene, men vi er altså ikke helt alene. Der er andre derude et sted i tågen og ind i mellem er vi så heldige, at der opstår en forbindelse. At samtale kan føres, kærtegn udveksles, og vi ikke behøver vågne knugende alene i det morgenens bitre lys.

Afgrundsdyb tvivl

Der er som altid også en sang om den afgrundsdybe tvivl, her i form af »It Seemed the Better Way”, hvor der stilles spørgsmålstegn ved, om det, vi opdrages til at tro og mene, er godt og sandt, som fx tanken om at vende den anden kind til. Og der er den store sang om tro, »Steer Your Way«, her vendes og drejes troens styrke, men også dens mangler:

»They whisper still, the injured stones/ the blunted mountains weep/ As he died to make men holy/ let us die to make things cheap/ And say the Mea Culpa which/ you’ve probably forgot …«

Ouch.

Obligatorisk læsning

Ja, som jeg dog kan citere, hvabehar? For som sædvanlig mener jeg jo, at teksthæftet her burde være obligatorisk læsning på handelsskoler og lærerseminarer verden over, men på den anden side giver ordene måske bedst mening, når de kommer ud af digterens mund.

Stemmen rører trods sin hærgede karakter stadig noget ingen anden kan.

Og Cohen har jo så også varslet, at dette er den absolut sidste bulletin fra et langt liv i kunst, og som sådan kunne man ikke ønske sig smukkere afskedsreplik eller mere meningsfyldt testamente. For som det jo hedder i Dylan Thomas’ måske mest berømte digt:

»Do not go gentle into that good night/ Old age should burn and rave at close of day/ Rage, rage against the dying of the light.«

Ja, her rases mod det svindende lys, men med plads til også både forsoning og accept. Så lad dog denne gigant af en digter/sangskriver og så alligevel kun alt for menneskelige gestalt få det sidste ord, her fra det mesterlige »Travelling Light« (som oprindelig stod at læse i Book of Longing fra 2006), hvor Cohen overlegent demonstrerer, hvorledes han med årene har lært at komprimere ordene, så de nærmest slår gnister på papiret – og i den lyttende/læsende:

»I’m travelling light/ It’s au revoir/ My once so bright/ My fallen star// I’m running late/ They’ll close the bar/ I used to play/ One mean guitar// I guess I’m just/ Somebody who/ Has given up/ On the me and you/I’m not alone/ I’ve met a few/ Travelling light like/ We used to do …«

Au revoir, Mester. Og tak.

You Want It Darker

Leonard Cohen
If you are the dealer, I’m out of the game
If you are the healer, it means I’m broken and lame
If thine is the glory then mine must be the shame
You want it darker
We kill the flame
Magnified, sanctified, be thy holy name
Vilified, crucified, in the human frame
A million candles burning for the help that never came
You want it darker
Hineni, hineni
I’m ready, my lord
There’s a lover in the story
But the story’s still the same
There’s a lullaby for suffering
And a paradox to blame
But it’s written in the scriptures
And it’s not some idle claim
You want it darker
We kill the flame
They’re lining up the prisoners
And the guards are taking aim
I struggled with some demons
They were middle class and tame
I didn’t know I had permission to murder and to maim
You want
Hineni, hineni
I’m ready, my lord
Magnified, sanctified, be thy holy name
Vilified, crucified, in the human frame
A million candles burning for the love that never came
You want it darker
We kill the flame
If you are the dealer, let me out of the game
If you are the healer, I’m broken and lame
If thine is the glory, mine must be the shame
You want it darker
Hineni, hineni
Hineni, hineni
I’m ready, my lord
Hineni
Hineni, hineni
Hineni