Marmor har altid fascineret mig. Først som lille, hvor det var et underligt ord for mormor eller madmor. Senere fordi de dygtigste kunstnere kan lokke og tvinge en sarthed frem af den hårde sten, som virker overjordisk, magisk. Det er næsten uforståeligt, at så koldt og ugennemtrængeligt et materiale kan gemme på fingres tryk mod blød hud, en kvindes længsel gennem det fineste slør, vindens leg med en kjole, sener, negle, muskler, knogler.
Her er nogle udvalgte skulpturer, der så fint viser os marmorets modsætningsfyldte natur mellem århundreders holdbarhed og en evig menneskelig længsel og frygt, kamp og overgivelse.
Skulpturer af : Giovanni Lorenzo Bernini, Raffaelle Monti, Jean-Baptise Carpeaux, Giovanni Strazza, Giambologna , Antonio Canova, Thomas Ridgeway, Laurent Marqueste.