Martine, min muse

I lange perioder har min muse ingen form; hun er mere et sted, en berøring, et minde. Til andre tider har hun været personificeret ved en bestemt kvinde. Ikke en hvilken som helst kvinde. Aldrig de søde og bløde. Det har altid været kvinder, der bærer aggressionen med ynde, og hvis ansigt udtrykker både englens blidhed og dæmonens hån.

Martine Lindskjold kunne være min muse, og måske bliver hun det en dag. Hun er så smuk, at man må gispe efter vejret, og rå som kropsliggørelsen af en fuckfinger. Hendes seksualitet er tvetydig og dramatisk. Martine er en af de vrede unge kvinder, der kommer 50 år efter de vrede unge mænd. Hun er 10’ernes James Dean.

Musen = den, der erindrer

Kreativitet er en bølge, der bevæger sig mellem berusende selvglæde og flænsende tvivl. Salige er de få, der kan skabe i balance. Men for os, der nærer både tvivlen og overmodet, er en muse svaret på alt. Hun tager ansvaret for præstationen, hvis vi bare overgiver os. Fuldt, betingelsesløst. Hun er ikke kun inspiration. Hun ejer kreativiteten. Musen kan få den til at flyde, og hun kan stoppe den. Hun er dens kilde.

Musen er et psykologisk trick, der forvirrer egoet med dets behov for anerkendelse, præstationsangst og dovenskab. At have en muse er som at fjerne jeg’et fra processen; der bliver plads og frihed, og bedømmelserne stopper. Musen fjerner presset og tillader legen at komme tilbage i den kreative proces. Hun åbner døren til det ubevidste og lader skøre, vilde, skæve indfald komme frem. Ting, der ellers ville være blevet afvist af egoet som barnagtige, pinlige, skamfulde. Musen er altædende og udømmende. Hun er djævel og engel, hun kan pine dig med et smil på læberne og trøste dig i et favntag af torne.

Musen giver plads til den taknemmelighed, der er så vigtig, hvis storheden og dybden skal frem i billede, ord eller lyd. Hun tvinger taknemmeligheden frem, fordi hun har overtaget egoets ejerskab og dermed DIT ejerskab af både proces og produkt.

Nick Cave om forholdet til sin muse:

My relationship with my muse is a delicate one at the best of times and I feel that it is my duty to protect her from influences that may offend her fragile nature.” 

“She comes to me with the gift of song and in return I treat her with the respect I feel she deserves — in this case this means not subjecting her to the indignities of judgement and competition. My muse is not a horse and I am in no horse race and if indeed she was, still I would not harness her to this tumbrel — this bloody cart of severed heads and glittering prizes. My muse may spook! May bolt! May abandon me completely!”