Men hvem er Evy?

Evy Konigsberg er for poesien, hvad Bitterfissen var for speltsegmentets hadere, og hvad Felix Andersen var for ensomme hjerter på Facebook: Hendes skrivning er suveræn, hendes identitet ukendt, hendes stedsans uovertruffen – hun rammer os lige, hvor det smerter. Ironisk og bittersødt.

Men hvem er denne Evy, der forklarer sine digte og dialoger med vores behov for genklang; som skriver, at det er så mørkt at gå alene i skoven, og vi har brug for at mærke, at nogen derude – hvemsomhelst – hører vores åndedræt, følger vores fodspor? Jeg aner det ikke, men digterinden strør stjerner og torne og tårer i hverdagen, og det er rigeligt fint for mig.

“Jeg er blevet spurgt, hvorfor jeg hver morgen på slaget 8 finder på at poste et vers ovre hos “Evys vers”. Det var da et underligt spørgsmål. Hvis nogen har svært ved at se, hvorfor det er nødvendigt, kan de jo bare læse dem.”

Evy forklarer – i et interview med en måske eksisterende OJ – hvorfor hun og vi andre skriver på Facebook:

EK: – Jeg ved det ikke…. Forfængelighed? Angler jeg efter bekræftelse? Jeg ved det virkelig ikke. Er det fordi jeg synes, at jeg er så genial, at hele verden skal delagtiggøres i mine tanker? Nej. Det er ikke derfor. Det er måske fordi, jeg gør mig nogle tanker, og jeg kan udtrykke dem. Og så håber jeg at ramme nogle, der også har nogle tanker, der ligner mine. Selv om de behøver ikke at ligne mine, de skal bare forstå mine, for hvis de gør det, så forstår jeg også deres. Så er vi ikke alene, forstår du? Ikke mere. Genklang er godt, forstår du? Når man går alene i den store, mørke skov, vil man have genklang, når man råber. Ellers er det sgu for sindsoprivende ensomt. Vi samler jo på hinanden. Vi samler på dem, der forstår os. Og værdsætter os.

OJ:- Og det er derfor, du skriver vers på Facebook?

EK: – Ja, det tror jeg. Det er derfor, vi alle skriver på Facebook.

 

Du kan følge Evy her og her. Behandl hende med omsorg. Hun er værdifuld og måske lidt sart, som digterinder jo er.

Evy har udgivet digtsamlingen “Ud af stedet”, som du kan finde her.

Billedet er Banksys Umbrella Girl