Min hat, min stok, mine cykelklemmer

Noget ved Per Mikael Jensen minder mig om Hemingway; den samme robuste appetit på oplevelser og skarpe iagttagelsesevne. Per Mikael har et særligt talent for at fange nuancerne i det liv, der udspiller sig ved nabobordet på stamcaféen og udtrykke det med sproglig præcision, gavmildhed og følelsesmæssig dybde. Men i modsætning til Hemingway er Per Mikael levende. Meget levende. Og varmere, tror jeg.

Per Mikael er journalist og erhvervsmand og har måske det største netværk i landet. Jeg har aldrig fået spurgt ham, men jeg er ganske sikker på, at han elsker mennesker. I alle udgaver og med næsten alle holdninger. Denne meget rummelige kærlighed viser sig i de epistler, han skriver på Facebook. Det er rørende og underfundig hverdagspoesi. Her deler han nogle af dem og giver tips til at skrive epistler, der er en rigtig fin måde at træne sin skrivestil på.

Du kan læse mere af Per Mikaels hverdagspoesi her.

Hvad karakteriserer en god historie? Mange enkle virkemidler: Identifikation, overraskelse, empati, nysgerrighed. Og frem for alt mennesker. Vi andre er nysgerrige efter, hvordan andre mennesker handler eller lever, og hvis man kan få eksempler på det med, er trin 1 nået.

Hvad lytter/ser du efter, når du er nabo til andre menneskers liv i det offentlige rum? I virkeligheden alt. Men mest af alt følelser eller udtryk, der er markante. Eller bare en stemning mellem to mennesker, der er usædvanlig, sjov, kærlig, hadefuld eller alt muligt andet. Jeg tror ikke, der findes andre råd end at være nysgerrig. Åben, lyttende, måske også lidt drømmende – altså at forestille sig, hvad der ligger bag dialogen, men ikke nødvendigvis bruge det aktivt.

Den fortællerrolle, du har på Facebook, hvad bruger du den til? Jeg har ikke noget sigte med det, jeg skriver. Jeg skriver kun ting, jeg i et øjeblik eller over længere tid selv synes er tankevækkende, sjovt, rørende eller bare usædvanligt. Jeg fortæller bare historier, som fanger mig.

Kan du give nogle tips til mennesker, der gerne vil skrive epistler? Dialog er ret nemt at huske og rekonstruere. Det er de små detaljer – tøj, genstande i omgivelserne, cafégæsternes bestilling på en café. Små detaljer, der ikke skaber noget stort billede, men som er vigtige detaljer, der styrker historien.

Hvordan holder du din kreativitet ved lige? Ved at opsøge omstændigheder. Nogle gange flytter jeg fx bord på en cafe for at komme tættere på en historie. Andre gange ved at stille mig til rådighed, blive en del af historien: Spørge de mennesker, som interesserer mig. Og så inspirerer det mig at forestille mig livet bygget uden om de samtaler, jeg måtte overhøre.

Under griselampens latterlige skær

Jeg træffer mange mennesker, når jeg nogle gange om dagen holder udekontoret på en café i det indre København (hvis jeg ellers er i landet) åbent. Sjove mennesker, søde mennesker, gale mennesker, vilde mennesker, hverdagsmennesker. Jeg har vel siddet her, med denne udsigt, i 10 år, meget on and off. De seneste 3-4 år meget on. Jeg har den slags faste udekontorer i tre byer – København, London og (sjældnere) New York.

Jeg sidder ude året rundt, fordi det giver mig fred og inspiration fra små begivenheder. Jeg skriver meget og hurtigt og mest arbejdsrelateret, og derfor bekymrer jeg mig ikke om små afbrydelser. Tværtimod tror jeg, at de 5 sekunders overspring fungerer som touchpoints, som bander på et billardbord, der enten tilføjer eller trækker noget fra den tanke, jeg var midt i. Der findes utvivlsomt en diagnose for den slags, men jeg vil gerne forblive lykkeligt uvidende om den.

En af juledagene traf jeg en aften en god bekendt, som lige satte sig i tre minutter. Efter hvordan-går-det-fint begge veje sagde han: “Jeg ser dig tit sidde her. Er du sikker på, at det er en god idé? Jeg mener, en mand i din alder og position, det ser så, ja, ensomt ud. Det tror jeg, nogen tænker,” sagde han. Jeg takkede for hans bekymring og slog det så lidt hen. Who cares.

Siden kom jeg til at tænke på, at jeg nikker korte hilsener til op mod 100 mennesker, der har deres jævnlige gang i strædet her. Jeg kender dem ikke, men jeg ved, hvilken butik de passer, eller har en idé om, hvor de er på vej hen. De er faste indslag i livet, som det leves for snuden af mig – den rødhårede, smilende kvinde med en hattebutik, manden på motorcyklen, der ejer en skønhedssalon og ryger mellem kunderne og tænder store stearinlys i vinduerne, mændene fra Jeudan, der er meget omhyggelige med at holde rent, også på kommunens del af gaden, forretningsfolk, politikere, kontorfolket, der ved grød ikke har meget til fælles med 1950’ernes mænd i stive slips, skæve sko og bløde hatte. Beboerne, selvfølgelig, mange af dem hilser jeg også på. Ægteparret, der er så søde og rare at have i sin nærhed, de sælger lysekroner.

Én ung kvinde, der er ansat i byens fineste vinduespudserforretning, og som har mange kunder i gaden, er jeg endda lidt lun på, selv om jeg ikke kender hendes navn og næppe nogensinde kommer til det, men hendes godmorgensmil er som stærens første toner efter lang tids mørke. Jeg kunne ikke drømme om at bede hende om andet end at blive ved med at smile. Jeg håber, at hun bliver valgt til grevinde eller præsident, når hun engang flytter tilbage til sit hjemland i Østeuropa. Jeg tænker, at hun kunne blive en fabelagtig statsleder eller den mest loyale hustru på kloden for en heldig mand, formentlig en håndværker.

Og det var i sådan en 15-sekunderspause, at jeg kom til at tænke på min gode bekendtes sætning: “Det tror jeg, nogen tænker”, og blev bekræftet i, at jeg om nogen har det med at tænke for meget over ting, vi ved mindre end ingenting om.

Nå, livet går jo videre. Min hat, min stok, mine cykelklemmer.

The Flask

The table next to me at The Flask: He’s skinny and white and black and grey and in tears. She’s warm and black and dressed in red:

‘It’s just…. You’re trying to frame every second of your life, but the bigger picture is broken.’

Her final six words are stings from giant wasps he had never noticed. Even now, at 9:05pm, that tiny sentence sneaks around like a hidden enemy. He had noticed something moving out there, far away, but he never knew it was that close. She asks for the bill and leaves. He orders something he really does not need and I fully understand his needs.

I just want to hug him. A strong and long hug, like a pair of lumberjacks separated for years, to show him the way to the next version of the love of his life or, even better, the path to the room where he can mess around somewhat peacefully with all the pieces of his particular puzzle, but I’m afraid he will remain un-hugable for some time.

Christmas comes in all kinds of colors.

Lonely Hearts

Er på Lonely Hearts Café i det indre København, en af de utallige. Der er første møde mellem en kvinde med usynlig lip-gloss og en slidt genbrugspose fra noget, der utvivlsomt gør meget godt, især for søvnen, og en mand.

Han har korte hvide sokker i brede sko, nakkelangt fedtet hår som Ivan Nielsen efter forlænget spilletid og en bog på ikke under 800 sider i en smal nappa-taske i A4-format (stående) med skulderrem, en slags pengekat i XXL. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis han lige om lidt tænder sig en pibe og deler den med hende.

De taler meget og meget fakta-baseret og klogt, og de er rigtig søde. De kan have skrevet sammen i tre år allerede, de kender endda hinandens familier, i hvert fald som levende fænomener. Jeg har på fornemmelsen, at de er så cool, at jeg aldrig har hørt om det, en slags første brigade for indførelsen af hamp-madrasser og yoga i børnehaveklasserne.

Begge dele er sikkert godt, men imens er caféen ved at løbe tør for te.
Jeg tænker, at live-dækning ikke er noget, der kan sælges i abonnement?
Nå, det er også ligemeget. Bordene bag mig er lige blevet indtaget af syv nordmænd og nordkvinder, der sidder og råbesynger deres sætninger henover første runde af store påskeøl.

Og som om det ikke var nok, er der nu, for tre minutter siden, ankommet fem uskyldige piger fra lykkelige familier, hvoraf de tre af pigerne har korte læderjakker på som dem Yver-Kim, Flemming Dalton, Hans fra Skæring og jeg gik i dengang, deres forældre end ikke havde mødt hinanden. De Fem har alle langt hår og et eller andet fra Adidas. Indtil videre taler de – har de ingen telefoner at passe i den alder?? – men tjeneren vil se ID, og det forstår jeg godt. Hov, så gik de.

Det er ingen skam at gå tidligt til køjs på en Langfredag.

North London

Four aspects of love and survival surrounded my tiny table tonight in a small pub in North London. I was, as often seen, hiding behind a 13 inch screen, small enough to know what’s going on, large enough to hide any particular interest in private conversations.

Table 1 was made up of a 50 year old local gentleman ( I’ve seen him plenty of times in the neighborhood) trying to figure out if a lovely Chinese lady in her mid-thirties would make a splendid fit for a life going lively slightly too late. She had all the energy, he was working out a spread-sheet in live-motion. Like he was managing a scorecard, live. Looks: great. Background: not sure, no idea, actually. Clever: Yup. Too clever: Probably. Impact on my network: Astonishing. Would my kids like her: Not if my ex-wife meets her.

Table 2 was more honest. Two ladies, mid-thirties, wearing remarkable hats (inside) and solid sprays of perfume with a distinct smell of duty-free.
“I’ve booked my ticket and I’ve left my notice for the landlord. It’s happening.”
“You’re freaking nuts. Who do you know in Dubai?”
“Nobody. But I’ve noticed their passion for blondes with remarkable breasts and that’s enough for me. Dinah is making 10K a month!”
“I know, she’s my bleeding sister! But you don’t want to end up with all those strange fellas in Dubai!!?”
“I want to end up with enough money to buy a small house in Norwich. What’s the difference between seeing clients here or in Dubai? They bore me to death here, anyway!”
“Yeah, but here you will be home in 20 minutes. Down there you’ll be lonely forever.”

Table 3 took a pram inside. Never saw the child, though.
“I’m really sorry, Jeremy. It’s how it is. I love you, you are the father of my child, you’re a great provider. But two years with no fun is not going to make it. I met him a month ago, we’re having fun, it’s not serious and you just have to deal with it. It is what it is.”
“Darling, I may not have been Romeo-fucking-Gates, but I’m trying to deal with it.”
“You’re not, darling. You’re running marathons every bloody month and going to bed early.”

And that’s when I noticed a party of 15-20 people leaving the café. In the center of everybody’s attention was a couple in their seventies, He wore a 3-piece suit and a walking-stick, she flashed all the love in the World for a man she’d known for 50 years. He knew, and that’s part of what made him look so proud. She knew, and that’s what made her the happiest and most lovable lady in Hampstead on a Saturday night.

Foto: Thomas Skou, Børsen 12. september 2015