Morten, hans kone og mig

Morten Sabroes Love Me Do udkom meget passende på valentinsdag. Sabroe er en gavmild forfatter. Eller modig. Han beskriver med en videnskabsmands kølige observation forfatterens forfængeligheder og sårbarheder. I mange år har Sabroe givet os sig selv. Nu giver han os også sin kone. Eller sin oplevelse af sin kone. Eller vores oplevelse af hans kone.

Jeg er vild med Sabroes bøger, fordi jeg ikke ved, om han digter eller deler. Han har tillid til os – læserne – og giver os lov til selv at tage stilling til, om vi læser fantasi eller meget intime detaljer fra forfatterens indre og ydre liv ind i hans tekster.

Sabro færdes i grænselandet mellem fakta og fiktion. Et sted vi har svært ved at navigere i. Vi vil så gerne vide, ”om det nu passer?” Mere end én feministisk journalist har forgæves brugt kræfter på at typecaste Sabroe som sexist med baggrund i hans bøger. Lyt f.eks. til et langt interview her, hvor intervieweren har svært ved at håndtere Sabroes kærlighed til kvinder og hans eventyrlige evne til at fortælle.  

Nedenfor fortæller Morten Sabroe om sin skrivning. Politikens Forlag har givet os det første kapitel af Love Me Do, som du kan downloade her: LoveMeDo første kapitel

Hvordan er din arbejdsproces? Jeg starter i øverste venstre hjørne som mange andre forfattere. Jeg har en karakter, hovedpersonen eller en af dem, og så har jeg en scene, og den begynder jeg at skrive, så godt jeg kan. Jeg skriver associativt, du kan også sige, at det er en slags stream of consiousness, hvor det er skriften og bevidsthedsstrømmen, der fører mig frem. Det er ret risikabelt, man kan gå helt fejl. Så må man skrive om. Murakami, den japanske forfatter, har en tilsvarende arbejdsmetode. Der er ingen plan, han går på eventyr. Det underbevidste fører ham frem til steder, han ikke ville komme, hvis han havde en plan. I Love Me Do har jeg været nede ad mange sideveje som ikke duede, så var det tilbage igen. Den form for arbejdsproces betyder, at man har et temmelig stort redigeringsarbejde bagefter. Men skrev jeg efter en plan, ville jeg synes, det var kedeligt. At vide alt på forhånd, er det værste. At gå på eventyr er det eneste, der duer.

At vide alt på forhånd er det værste

Hvordan er din arbejdsrutine? For det meste har jeg brug for at komme ud i verden for at sætte skriften i gang. Love Me Do begyndte jeg at gøre notater til i New York, hvor vi boede på det topfede Bowery Hotel. Så kom jeg hjem og skrev videre i min skrivehytte på landet. Jeg har kontortid, jeg skriver hver dag fra 9-15 uden afbrydelse. Når bogen er i gang, arbejder hjernen hele døgnet. Der kommer indfald, og jeg tager mange notater resten af dagen. Vågner om natten og har fået en idé, som skal skrives ned. Da jeg havde skrevet manus, læste nogle venner det, og så tog jeg til Californien en måned og gik i gang med at skrive den om og igennem. Efter halvanden måned rejste jeg hjem og skrev videre.

 Hvilken del af skriveprocessen er vanskeligst for dig? Det er altid hårdt at skulle skrive det om. Men det skal man. Den der dybe indånding, inden man går i gang anden gang, er sej. Og de første dage i omskrivningen er også seje. Men så kommer man ind i teksten igen. Man er klar over, hvor det er dårligt, og når man så skriver det bedre, bliver man høj af at skrive igen, og så kører det. Så er der selvfølgelig gange, hvor det skal skrives om en tredje gang, og så bliver det endnu sværere. Det eneste råd, man kan give, er: Bliv ved, især når du er ved at smide det hele fra dig.

Bliv ved, især når du er ved at smide det hele fra dig.  

Hvad og hvem inspirerer? Film. Jeg ser rigtig mange film. Fx har jeg i sidste uge set Manchester by the Sea, Animal Nocturne, La La Land og Hell or High Water. Fede film alle sammen. Og tv-serier. Lige nu The Crown, men ellers har Breaking Bad været toppen, men vi har set det meste, Orange is The New Black, Strange Things, Bloodline, Jessica Jones … Det inspirerer mig voldsomt. Jeg skriver meget filmisk. Jeg ser scenerne som film. Love Me Do er meget film.

 Hvad gør du for at holde din kreativitet og dit sprog levende? Igen: Jeg ser film og tv-serier. Og så bevæger jeg mig meget. Det er vigtigt at bevæge kroppen og flytte sig andre steder hen. Min hjerne er en roterende idé-fabrik, det gælder mest om at udelukke de fleste og vælge en. Not easy. At All. For de andre idéer er altså også fede. Sproget bliver holdt i live af den historie, jeg skal fortælle.

Hvad ville du have lavet, hvis du ikke havde brugt det skrevne sprog? Jeg ville have været filminstruktør. Det er jeg sådan set også. Jeg skriver mine egne film og har ikke brug for at rejse pengene, og skriver filmmanus, som er noget helt andet end litteratur. Og så tror jeg ikke, jeg har det overblik, en instruktør skal have. Jeg har været journalist, siden jeg var 21, til jeg var 60, og det havde den fede kombi, at jeg både kunne rejse ud og skrive. Og så var det skide heldigt, at jeg kom med på toget med litterær journalistik, det var jo som at være rejsende forfatter, og en godt betalt en af slagsen. Jeg har været utroligt meget ude i verden som journalist, og det har givet en brønd af oplevelser, som jeg kan blive ved med at tappe af. Og så har det holdt nysgerrigheden i live. Den og så intuitionen er de bedste arbejdsredskaber, man kan have.  

Jeg ville have været filminstruktør. Det er jeg sådan set også.

Hvorfor valgte du skrivningen? Den valgte mig. Jeg havde aldrig skrevet og heller ikke læst romaner, før jeg var 20, og ordene lige pludselig sprang ud af min mund: Jeg vil skrive. Bag mig sad min far og skrev, og måske var det det, der gjorde det. I just don’t know. Men han skaffede mig ind på Berlingske Tidende som journalistelev, og så var det bare frem over isen. Af en eller anden grund kunne jeg skrive, og så passede faget skide godt til en, der hele tiden skulle være i bevægelse.

Love Me Do af Morten Sabroe

love-me-do_359580.jpg

 

Portrættet af Morten Sabroe er taget af Franne Voigt.