Jeg kender tre ægte vikinger. Susanne Clod Pedersen er en af dem. Hvis du tager på vikingemarkeder i sommerlandet, møder du hende i håndvævet lærredskjole og pelstrimmet uldkappe. Hun skriver de fineste bøger om vikingetiden, så levende at du hører sværdet suse og mærker skibets træ give sig under bølgernes pres.
Anne-Marie Vedsø Olesen skriver spændingsromaner med mere end et glimt i øjet. Senest Mordersken, tredje bind af den historiske Madeleine- trilogi om renæssancens politiske omvæltninger. Trilogien hører hjemme i traditionen af swash-buckling, bodice-ripping eventyrsromantik. Det er Princess Bride og Pirates of Caribien og De Tre Musketerer som feminister. Heltinder med brusende hår, modige og stærke og smukke. Flotte og elegante mænd. Afskyelige skurke med mørke hjerter. Det er vidunderligt.
Les Kaner får mig til at tænke på en eftermiddag for mange, mange år siden, hvor jeg sad alene i et forfaldent colonial hotel i Mandalay og sippede sort te, mens jeg inkarnerede en ung, melankolsk kvinde fra 1930’erne under min bredskyggede hat.
Alexander McQueen hang sig selv i 2010. 39 år gammel. Jeg vælger at tro, han døde af frustreret kærlighed til skønheden. Frustreret af den industri, der til sidst åd ham op.
Jeg mødte Eileen Klitvad for måske 15 år siden. Hun bar en lys Armani habit. Jeg havde en magen til hængende hjemme i skabet. Det var præ-krise og alt var stort og hurtigt og vi var begge på toppen af HR gamet; hun som direktør, jeg som konsulent. Men nedenunder habitten, skulle det vise sig, lever både monstrøsitet og skrøbelighed.
Morten Sabroes Love Me Do udkom meget passende på Valentinsdag. Sabroe er en gavmild forfatter. Eller modig. Han beskriver, med en videnskabsmands kølige observation, forfatterens forfængeligheder og sårbarheder. I mange år har Sabroe givet os sig selv. Nu giver han os også sin kone. Eller sin oplevelse af sin kone. Eller vores oplevelse af hans kone.
I lange perioder har min muse ingen form; hun er mere et sted, en berøring, et minde. Til andre tider har hun været personificeret ved en bestemt kvinde. Ikke en hvilken som helst kvinde. Aldrig […]
Måske er det fordi Rikke Darling er uddannet i modedesign og -illustration at hendes malerier bevæger sig som silke mod bar hud. Hun maler det dybe mysterium som livet er, før det får sin endelige form. Der er celler og neuroner og dentritter og ting vi ikke har ord for. Det er livet som element, i bevægelse og stræben og trang til at blive omsluttet og gjort færdig.
Donna Karan har gjort lige præcis det, mange kvinder drømmer om: Hun har gjort sin livsstil til en succesfuld forretning. Urban Zen er stedet, hvor du finder tøjet, møblerne, smykkerne, spiritualiteten, filantropien og yogaen, som alle er en del af Karans hverdag. Det er sanselighed, luxe-materialer, tyngde, fremmede kulturer, håndværk og kærlighed.
Mariane Ladegaard kan se naturens hemmeligheder og dens magiske væsener. Det er ikke os alle forundt. Hun kan se de langbenede mænd, der kravler op ad skrænter og gargoylerne der rækker tunge til skovgængeren. Hun ser de hvæsende, leende, snerrende ansigter i sten og tre.
Olav Hergel skriver spændingsromaner med journalistens skarpe iagttagelse, ukrukkede sprog og politiske twist. Jeg holder meget af Hergels seneste roman, Punktum, har berettiget med dens rammende beskrivelse af en journalist, der ikke er noget uden sin byline, og som prostituerer sig i jagten på at forblive relevant i en digitaliseret medieverden. En mand, der lever af håbet om de kvinder, der venter for enden af en smuk sætning, og hvis undertrykte aggression truer med at tilintetgøre ham.
Af malerne lærer vi digtere tit.
Jeg for min del har lært ikke så lidt.
Og ser jeg en pige, som stemmer mig blidt,
så siger jeg med mit mest saglige buk:
De er, undskyld frøken, rent metrisk set, smuk.
Vil De komme og ligge model til et gruk?
Annette Holst tog fire uger ud af hverdagslivet for at være sammen med sin mor i morens sidste tid. Enhver, der har prøvet at gøre det – tage fri fra arbejde og børn og Netto og i stedet sidde ved et dødsleje – ved, hvor perspektiverende sådan en oplevelse er. I det rum, hvor tiden går langsomt, og natten falder tungt, kommer der ofte ord og billeder, der ikke er rigtig er plads til i den travle hverdag.
Noget ved Per Mikael Jensen minder mig om Hemingway; den samme robuste appetit på oplevelser og skarpe iagttagelsesevne. Per Mikael har et særligt talent for at fange nuancerne i det liv, der udspiller sig ved nabobordet på stamcaféen og udtrykke det med sproglig præcision, gavmildhed og følelsesmæssig dybde. Men i modsætning til Hemingway er Per Mikael levende. Meget levende. Og varmere, tror jeg.
T. S. Eliot er mit livs poet. Så meget at jeg har nogle af hans smukkeste strofer tegnet på kroppen. Eliot var så meget andet end digter; han skrev spiddende sarkastiske sædespil og nogle ret sjove vers om katte. Han er nok mest kendt for Fire Kvartetter, som lærde folk har grublet over og fortolket på i årevis. Men J. Alfred Prufrocks kærlighedssang behøver man ikke gruble så meget over. Man kan nøjes med at smile medlidende over stakkels Prufrock der ønsker sig så meget, men ikke har modet til at tage det. Stakkels Prufrock der ved for meget til at kunne nyde nydelsen.
