Anja Valtrup maler sensuelle, voluptuøse kvinder med smidige hofter. Kvinder der diner på Le Train Bleu i Paris i silkerober fra Balmain. Der er mavedanserinder og femme fatales, stiletter og strømper med søm. Stofferne smyger sig om timeglaskroppe, farverne skælver i stramme strukturer.
Jacob Rosendal skriver som en engel med en pen spidset af Lucifer. Så ironisk, at vemodet træder frem. Han forstår djøf’erens slid med excell-arket og forsøget på at finde mening i statens diktater til embedsværket. Han spidder den moderne slavefunktionær, der mærker sjælen sive væk under idiotiens formynderi.
Jørgen Wassilefskys digte er fine og enkle i deres afdækning af livets uundgåelige bevægelse. Der er en insisteren på at SE, og forholde sig nøgent til det.
Det er ikke misvisende, at Lasse Løagers første roman har billedet af en falden engel på forsiden, for hans digte afslører det blodige, åbne sår mellem skulderbladene efter vingerne blev flået af digteren.
Under Victoria Unas sart-rosa hår og bag det iagttagende blik, gemmer sig en verden af væsener, hvis lige du aldrig har set. Det er en verden, bedyret af monstre og nuttede dyr. Goofy hunde og frække papegøjer. Forhutlede eksistenser, lappet nødtørftigt sammen for at kunne fortsætte livets vandring. Mod hvad, undrer jeg mig over?
Alting bliver lidt mere yndigt og makabert med et strejf af lyserødt.
Norge gav os Elin Engelsen med hendes blik for naturens bevægelser og børnenes uskyldige mod. Hun maler tiden, før vi blev bortført af flimrende skærme. Tiden da verden endnu var fuld af forundring og muligheder og uovervåget, indre liv.
Siden Z var helt lille har hun bedt mig fortælle historier. For mig selv, alene, bruger jeg billeder. Billeder der allerede rummer en historie som blot skal slippes ud. En historie der kan twiste og dreje, så den bevæger sig væk fra billederne og ind i noget der ikke fandtes for et øjeblik siden. Fantasi kaldes det. Dagdrømme. Poesi.
Bent Bærentzen har et ganske særligt talent for at se og for at hjælpe os andre med at få øje på naturens skjulte fortællinger. At se er en af livets store gaver. Et under vi tager for givet. Med øjnene rettet mod skærmens hastige, flimrende billeder er det nemt at miste blikket for det skjulte, for det små, for det der kræver din opmærksomhed.
Kunstnere får mere sex og flere børn, men det med æstetik er mere end bare en påfuglehale, der tiltrækker partnere. Vi har en dyb medfødt trang til at udsmykke verden, og æstetiske udtryk er vævet ind i hele vores adfærd som sociale tegn, siger psykologiprofessor Henrik Høegh-Olesen.
Information bragte 12. september et smukt og fint brev fra vores store forfatterinde Suzanne Brøgger til aspirerende forfattere.
Ib Michaels mennesker har hengivet sig til den skæbne, der hviler som en hånd i lænden. De eksisterer i en verden, hvor grænser er gennemsigtige, hvor tankerne rækker ud i rummet og tilbage i tiden. Det er store fortællinger. Stor kærlighed. Den lange rejse. Ingen hverdag. Ingen udpenslede parforholdskonflikter. Ingen nærige Hemingway’ske sætninger.
Where the Wild Roses Grow They call me ‘The Wild Rose’ But my name was Elisa Day Why they call me it, I do not know For my name was Elisa Day From the first […]
Forfaldne og forladte steder bærer en mystik og et væld af hemmeligheder, fordi hverdagslivet i dem er forstummet. Det giver plads til fantasien, historierne, drømmene.
