Rikkes (meget) krøllede hjerne

Rikke Oberlin Flarup trives med det uperfekte. På Twitter kalder hun sig ”Skribent med krøllet hjerne og blege ben,” men hun er mere end det. Hun er eksperimenterende, nysgerrig og i kredsløb om det uperfekte. Hun ønsker at udfordre det umiddelbart banale og få folk til at kigge ordentligt efter. Det er en slags konstant øvelse i ikke at være bange for at fejle; en kamp mod normen og det perfekte i en erkendelse af, at begge er uopnåelige.

Humor, hverdag og relationer som gennemgående træk

Når jeg kigger på mine forskellige projekter er der ét eller flere fællestræk. Som regel et humoristisk element eller noget der har med hverdagen og det at være menneske at gøre. Jeg er drevet af nysgerrighed og en trang til at eksperimentere med både format, materiale og indhold (fx i forbindelse med udgivelser af bøger). Jeg synes også, at relationer mellem mennesker er spændende at arbejde med, og det emne er på én eller anden måde til stede i alt, hvad jeg laver. Måske er det i virkeligheden den største kilde til inspiration for mig.

Jeg har lyst til at få folk til at kigge en ekstra gang

Med alle de forskellige ting jeg laver, håber jeg både på at få modtageren til at trække på smilebåndet og til at blive nysgerrig. Jeg arbejder tit med ting, der ved første øjekast ser banale ud, og jeg har lyst til at få folk til at kigge en ekstra gang, så de opdager, at der også kan findes noget andet i det, der umiddelbart virker banalt.

IMG_7385

Glansbilleder og uopfordrede dick pics

Jeg befinder mig i et miljø, hvor mange ting skal være perfekte og kontrollerede, og jeg kan hele tiden mærke min egen frygt for at virke pøllet eller ikke fremstå professionel eller perfekt nok. Derfor kredser mine kreative projekter tit om hverdagen og det uperfekte, og jeg sætter dem ofte hurtigt i gang og sender dem hurtigt ud i verden. Det er en slags konstant øvelse i ikke at være bange for fejl og at fejle.

Det betyder ikke, at det er lige meget, hvordan det færdige resultat af mine projekter ser ud. Slet ikke. Jeg går op i hvert eneste projekt, det behøver bare ikke at være perfekt. Der må gerne være plads til at lave noget federe næste gang. Og der må især gerne være plads til samarbejder med folk, der har lyst til at være med og kan finde sig i at arbejde på denne lidt kaotiske måde.

Mine projekter begynder ofte med, at jeg søger svar på et spørgsmål. I forbindelse med glansbillederne startede det hele fx med, at jeg undrede mig over uopfordrede dick pics som fænomen. Hvorfor sender nogle mænd et billede af deres pik til en kvinde, der ikke på nogen måde har bedt om det? Kan det virkelig passe, at de tror på, at det vil føre til sex? Eller handler det om noget helt andet? Det snakkede jeg med et par stykker om, og ordet glansbillede blev nævnt som en joke. Det blev mit stikord og så dukkede idéen op, nærmest som en to-do-liste jeg bare skulle udføre for at have et ark færdige glansbilleder.

Digt on demand i bytte for et navn og tre stikord

Den fornemmelse af, at en idé kommer dumpende som en to-do-liste eller pakkeløsning, har jeg oplevet mange gange. Som regel sker det, mens jeg cykler eller snakker med venner med krøllede hjerner.

Digte on demand-idéen opstod også hurtigt. Jeg har skrevet den her meget korte digtsamling, Selskab af mænd, der faktisk bare er fem digte om fem mænd. Jeg skrev den som parafrase over en digtsamling om fem kvinder, som jeg havde fundet i et antikvariat. Der var flere personer, der spurgte mig, hvorfor der kun var fem digte i min samling (mine venner mente, at det var lidt urealistisk med kun fem mænd, når det nu var mig, der havde skrevet den …), og så kom jeg i tanke om, at det kunne være sjovt at tilbyde et sjette digt til folk, der købte samlingen. For en lille ekstra sum kan man derfor få et digt-on-demand ved køb af Selskab af mænd. Man skal blot sende mig et navn og tre stikord, og så skriver jeg et digt i stil med de fem andre digte og sender sammen med bogen.

Zines med hjemmelavede fornemmelser

Idéen med at lave zines fik jeg sammen med de to, jeg i sin tid oprettede mit forlag, Arkiv for Detaljer, med. Vi havde lyst til at lave et fælles projekt, der samlede nogle af de ting, vi hver især lavede, og det måtte gerne gå hurtigt og have en lidt hjemmelavet fornemmelse. Det viste sig at være sjovt at lave zines, og derfor fortsatte jeg med det.

Der er noget fedt ved at have foldet over 80 eksemplarer i hånden

Det oprindelige zine hedder A Little Less Conversation, og vi udviklede på det, så det blev til et tidsskrift. Dog stadig med stor forbindelse til zines og deres hjemmelavede fornemmelse. Det kan fx være den måde, de er foldet på. Min favorit er ALLC5, der havde temaet Guld. Det endte med at være mig, der lavede både omslag og indhold til det. Det var planen, at det var en anden med større grafisk ekspertise, der skulle have lavet det, men hun havde alligevel ikke tid, så jeg måtte finde en løsning, jeg kunne finde ud af at udføre. Det blev til en speciel foldemetode, en slags konvolut, som indeholder en række løsblade. Jeg er endt med at blive virkelig godt tilfreds med resultatet. Måske især fordi det var svært at finde ud af, hvordan teksten skulle skrives på konvolutten for at se rigtig ud ved foldning, og fordi der er noget fedt ved at have foldet over 80 eksemplarer i hånden.

Du kan læse mere om Rikke og hendes projekter her og se flere produkter af hendes krøllede hjerne her

Rikke Oberlin