Stenbæks Love Hangover

Peter Stenbæk er personificeringen af kreativitet. Af glæde og overskud. Han krydser genrer og markeder. Eksisterer med lethed og ynde i både den kommercielle kreative verden og den pengeløse con amore verden. Som alle de virkeligt kreative mennesker, jeg har mødt, siger han ja. Ja til idéer, ja til muligheder, ja til det næste.

I begyndelsen af årtusindskiftet skabte han Polle fra Snave. I dag er han pioner for crowd-sourcing af kreativitet. Men måske mest af alt er han musiker. Jeg ville gerne kalde ham Peter Pan – flyveren der vækker børn og voksnes eventyrlyst og fantasi. Men den freudianske del af psykologien har sat sig så traumatisk tungt på figuren, at de har ødelagt den.

Her spiller Stenbæk noget af sin musik for os og fortæller, hvordan forskellige genrer kan bestøve og berige hinanden.

Lyt til Nuyorican Soul Track, Peter Stenbæk og Poul Reiman.

Hvad er musik?

For mig er musik en måde at tænke og være på – med sit eget sprog.  Når et menneske er trænet musikalsk, er der ofte særlige evner til improvisation, der tegner personen. Jazzmusikere er vant til at improvisere og samtidig lytte og arbejde loyalt med en gruppe. Musikere er vant til at spille pingpong med andre mennesker, og den reflektionsevne er jeg ekstremt begejstret for. De ved, at hvis de andre ikke er med, taber alle.

Jeg kan mærke ved et første møde med et menneske, om der er en musikalsk relation.

Er din musik kunst eller håndværk?

Begge dele. Musikere er ofte i stand til at brygge noget anvendeligt sammen til den opgave, de selv eller andre har stillet, og nogle gange er det så heldigt, at der er en tid, et sted, en timing, der gør, at det glider over i en tsunami af storhed, fordi værket ud over håndværket bliver den perfekte tolkning af noget, der er inde i os selv. Den dér form for aha-oplevelse af at være kommet hjem til et sted inde i sjælen, musikken beskriver, er en følelse, jeg kender og elsker. Det er også derfor, musik kan forbinde mennesker som intet andet, fordi vi jo alle bærer rundt på gods, der gerne vil have en spejling. Mit eget materiale er spredt ud i kasser af effektivt håndværk, harmløse forsøg og enkelte ting, der kan noget større. De koncerter, jeg har spillet de sidste par år på Copenhagen Jazz Festival sammen med den engelske pianist Kaidi Tatham og et dansk band bestående af nogle af mine absolutte yndlingsmusikere, løftede sig ud i noget der, for mig, føles som stor kunst.

Hvad er sammenhængen mellem dit professionelle arbejde og dit trommespil?

301567.501Jeg har altid ment, at de forskellige discipliner har en positiv, inspirerende effekt på hinanden. Grafisk design kan være særdeles musikalsk, og et stykke musik kan have en grafisk ånd. Jeg blev som ganske ung præsenteret for danske Flemming Quist Møller, som udover at lave tegnefilm og børnebøger er en super dygtig percussionist. Han var en åbenbaring. Jeg lærte, at man faktisk kan have et liv, hvor man arbejder med forskellige discipliner på et vist niveau. Jeg har senere spillet med ham. Han er meget magisk.

Mit arbejde med at lave pladecovers og musikvideoer har også været præget af min dybe passion for musikken som et sprog. Jeg har altid følt, at det var let at kommunikere med kunstnerne.

Kunst og teknologi går hånd i hånd, og det føles som et stort privilegium at have adgang til flere verdener på et niveau, hvor der virkelig er mange gaver at hente – og forhåbentlig give. Jeg lærer begge steder om at have en åben og positiv tilgang til sammenspil og udvikle konkrete ting.

Det føles som et stort privilegium at have adgang til flere verdener på et niveau, hvor der virkelig er mange gaver at hente.

Hvad arbejder du på i øjeblikket?

Det meste af min tid går med den relativt nye virksomhed, jeg arbejder med, ved navn Cosmic People. Vi bruger crowd-sourcing som værktøj til at finde nye, særdeles anderledes måder at arbejde med kreativitet på, og det er i sig selv en fantastisk rejse.

Musikalsk laver jeg elektronisk musik med Søren Fauli og Bjørn Vidø. Vi spillede live sidste år med et show, vi kalder Superprotest, og nu prøver vi at få det til at fungere som en studieproduktion. Derudover er jeg med i et ret ambitiøst kollektiv af disco-connaisseurs, vi kalder Love Hangover. Vi har en månedlig aften på Vega, hvor vi virkelig fyrer den af. Vi har to gange i rap haft 600-700 mennesker på dansegulvet per aften.

Hvordan har din musik udviklet sig gennem årene?

Jeg er erklæret fan af sort musik. De der afrikanske rødder gør noget ved mig, jeg virkelig godt kan lide. Derfor er de fleste af mine musikalske interesser baseret på dette. Udviklingen gennem årene føles som et langt stamtræ, der for mit vedkommende er startet med Miles Davis (hør mit ynglingsnummer her), og så løber jeg ned ad utallige forgreninger. Det føles som én lang udvikling, der hverken er halvt eller helt færdig.

Der er så meget godt derude, som jeg aldrig bliver færdig med at undersøge.

Folk, der er tæt på mig, vil nok sige, at jeg ikke har flyttet mig en meter, siden jeg var 16 år, men personligt føles det, som om jeg hele tiden kommer et skridt dybere i genrer, der blev puttet i min vugge dengang.

Hvordan holder du din kreativitet levende?

Jeg undersøger konstant nye genrer og bruger meget tid på at annektere musikken ned i kroppen ved selv at spille det, jeg bliver forelsket i. Det fører konstant til nye konstellationer, hvor jeg får mulighed for at lege med andre musikere og kreative mennesker. Hvis der er noget, jeg kan lide, skriver jeg ofte direkte til folk og udtrykker min begejstring for, hvad de laver. Det har givet rigtig mange fantastiske oplevelser. 

Hvem og hvad inspirerer dig og hvorfor?

Jeg føler mig omgivet af folk, der er verdensmestre i at føre deres idéer ud i virkeligheden. Den evne er krævende og særdeles værdsat herfra. Det er ofte også mennesker med et sundt konkurrencegen, og når det lykkes at skabe en spirituel forbindelse til disse typer, sker der nogle gange mirakler i samspillet. Den følelse er jeg meget glad for.

Læs mere om Peters crow-sourcing af kreativt arbejde

Følg med i Love Hangovers spilletider.