Suburra neo noir

Hvis du ikke fik set dette italienske neo noir mesterværk i biografen, så sørg for at se filmen inden længe. Suburra er endnu mere intens end en anden italiensk mafiafilm af samme instruktør, der har opnået klassikerstatus, nemlig Gomorrah, og helt på højde med den eksplosive TV-serie Gomorra (der kan ses på HBO Nordic).

Kim Jong Andersen AKA Bamsen anmelder Stefano Sollimas Suburra, der nu er tilgængelig i bl.a. Blockbuster.dk.

Vi er helt inde i mørkets hjerte hér, hvor korruptionen, volden, grådigheden, misbruget og dekadencen trækker tråde på både højeste og laveste niveau. Det er mørkt og dystert som bare pokker, men billedsiden er lige så smuk, som de meget lidt sympatiske politikeres og gangsteres handlinger, og motiver er ubarmhjertige og uforsonlige. Filmen foregår i et regnfyldt Rom og forstaden Ostia, og der er både et par grumme referencer til Fellini og Sorrentinos La grande bellezza i Stefano Sollimas blændende iscenesættelse.

Electropop-soundtracket af M83 er et af de bedste lydspor, jeg har hørt i år, og tilfører Suburra en særlig stemning, som den vi kender fra film som fx Drive af Nicolas Winding Refn eller nogle af Michael Manns gangsterfilm. Netop en sand auteur som Mann har afgjort været en inspirationskilde her i måden musikken, locations og ikke mindst fotograferingen tages i brug til at opbygge en stemning af desperation og melankoli.

Persongalleriet er velspillet hele vejen rundt, og både den aldrende hitman og broker, Samuraien, fremstillet med kølig distance af Claudio Amendola, og den korrupte politiker Malgradi i Pierfrancesco Favinos skikkelse, gør indtryk. Men mest af alle er det Greta Scarano, der som kæreste til den genstridige Ostia-mafioso, Numero 8, løber med den største del af opmærksomheden.

Hun er hævnens engel, der til sidst fuldbyrder det endelige opgør, som Suburra tæller ned til i 7 dage. Numero 8 spillet af Alessandro Borghi er klart filmens svageste led, da hans rolle fylder en del, men Borghi får aldrig rigtig gjort sin tragiske figur helt så interessant, som Marco D’Amore gør det med en fuldstændig tilsvarende karakter i serien Gomorra i rollen som den hårdføre, men alligevel på sæt og vis mere følsomme Ciro di Marzio.

Det sindrige plot omhandler en plan om at gøre havnefronten i det gamle Rom til et nyt Las Vegas. Her ender aktørerne med at vælte hinanden omkuld som dominobrikker, efter at en mindreårig prostituerets pludselige død sætter en kædereaktion i gang, der trækker et blodigt spor igennem hele byen, indtil alle hver især må stå til regnskab i deres personlige Dommedag.

Kim Jong Andersen