Taboo Tom

I Taboo cementerer Tom Hardy sin stjernestatus i rollen som den fortabte, hævngerrige søn, James Keziah Delaney, der vender hjem til 1800-tallets London, efter at de fleste havde regnet ham for omkommet i et forlis udenfor Afrikas kyst.

Se traileren her

Kim Jong Andersen AKA Bamsen anmelder Ridley Scotts Taboo, der vises på HBO Nordic. Kim er et af de få renæssancemennesker med indsigt i både sansernes glæde og moderne teknologi.

Hardys karakteristiske mumlen, temperament, fysiske fremtoning og uforudsigelighed har skabt endnu en mindeværdig karakter i skikkelse af Delaney, der bærer på mørke hemmeligheder fra sin tid både i Afrika og i familiens gemmer. At se ham gå rundt med høj hat og en lang frakke langs Themsens mudderbanker og i et møgbeskidt, gråt London i begyndelsen af det 19. århundrede er et både smukt og hæsligt syn. I det hele taget er fotograferingen og iscenesættelsen af London anno 1814 en bedrift i sig selv.

Historien er elementært spændende og fremstiller en central konflikt om arveretten til et stykke land i USA, som den afdøde fader har overdraget til sønnen. På papiret ser det ikke ud af meget, men det har en helt vital betydning for det engelske imperiums og Det Britiske Ostindiske Kompagnis adgang til den kinesiske handelsvej, hvorfor terningerne hurtigt er kastet til et magtspil af de helt store.

Herudover er der hele persongalleriets baggrundshistorie, som vi nok først får løftet sløret for lidt efter lidt i de kommende episoder. Delaney-klanen er i al fald ikke helt almindelig og muligvis ramt af en særlig galskab, der skal blive særdeles interessant at se foldet ud.

Stemningen er præget af en vis lurvethed i såvel scenografien som karakterernes motiver og handlinger, ligesom der er mystiske, muligvis overnaturlige kræfter, der hjemsøger Delaney – muligvis katalyseret af både hans indianske moder og hans afrikanske minder.

Alt i alt en ret betagende indledning til en serie, der ser ud til at blive en virkelig episk fortælling. Fortrinligt skrevet som altid af Steven Knight – en af tidens allerbedste manuskriptforfattere og manden bag successerien Peaky Blinders og David Cronenbergs knaldhårde gangsterfilm Eastern Promises med Viggo Mortensen. Også Taboo har et dansk islæt, da det første afsnit er solidt instrueret af Kristoffer Nyholm, der er kendt for også at have instrueret den dystre, danske TV-krimiserie Forbrydelsen.

Scoren er mere traditionsbunden end i andre periodestykker som fx Peaky Blinders og The Knick, hvor man i højere grad anvender kontrasten mellem moderne rockmusik og et fortidigt tidsbillede. Men Taboo synes også at være mere klassisk i den store fortælletradition som fx Greven fra Monte Cristo, men her i en noget mindre eventyragtig men hyperrealistisk udlægning.

Kim Jong Andersen

Ps – billedvalget er Charlottes og fra artikel i GQ