Første gang jeg så en Jessica Harrison skulptur blev jeg besidderisk; jeg måtte bare eje den (det gør jeg desværre ikke). Det var en lille porcelænsfigur af den Victorianske perfekte dame med sømandens grove tatoveringer på brystet. Senere så jeg de andre damer; de destruerede, knækkede, knuste som Harris lader genopstå i en brutaliseret form.