The Sick Bag Song

The Sick Bag Song er en af den slags bøger, jeg bærer med mig rundt i  huset; fra skrivebord til køkkenbord til natbord. Så den hele tiden er i mit synsfelt. 

På en USA-tur i 2014 griflede Nick Cave nogle noter ned på en brækpose. Og fortsatte på hele turen gennem 22 byer. Noterne er blevet til en blanding af tour-dagbog og fritflydende associationer.

I min tidlige karriere var jeg –  på en noget mere afdæmpet måde – på en slags turné gennem flere år. Jeg tilbragte flere nætter på hotel end derhjemme. Mange flere. Mit tøj blev vasket af mennesker, jeg ikke så, de fleste af mine måltider blev lavet af mennesker, der blev betalt for det. Det var et American Express-liv, hvor jeg mistede fornemmelsen for hverdagslivet og glemte, hvordan det er at handle i supermarkedet fredag aften.

At være væk hjemmefra i længere perioder kræver fortrolighed med længslen eller en veludviklet fortrængningsevne.

At rejse gennem rum fra hotel til lufthavn til hotel, uge efter uge, måske måned efter måned, er en form for destabilisering, der kræver en ualmindelig robust grundstruktur for ikke at miste fodfæstet.

Cave mister fodfæstet, og han lader os få et indblik i en gradvis opløsning af rammer og tryghed i denne lille, fine bog.

The Sick Bag Song er mere digt end prosa, mere musik end litteratur. Det er mareridt og elverpigedans, længsel og selvironi.

“The boy does not realise that he is not a boy at all, but rather the memory of a boy. He is the memory of a boy running throught the mind of a man in a suite at the Sheraton Hotel in downtown Nashville, Tennessee, who is being injected in the thich with a steroid shot that will transform the jet-lagged, flu-ridden singer into a deity.”

A jet-lagged deity who may be a boy …

Læs mere om bogen her.